
Protest mod afkobling af Vendsyssel
26. april 2021 - kl. 7:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SF har til det kommende byrådsmøde den 28. april ønsket en sag på byrådets dagsorden, hvor byrådet protesterer over planerne for den fremtidige togdrift i Vendsyssel.
SF fremfører: ”Ifølge transportministerens plan for en ny infrastruktur ophører elektrificeringen af togdriften i Aalborg. I Vendsyssel er det således planen, at der skal køre batteridrevne tog. Det indebærer, at der ikke igen vil komme til at køre direkte tog mellem København og Frederikshavn. Passagererne skal på sigt som nu skifte i Aalborg.”
Videre lyder det fra SF: ”Byrådet opfordres til over for transportministeren at protestere mod den afkobling af Vendsyssel, der her er tale om. Vendsyssel er blevet stillet til udsigt, at når et nyt signalsystem er på plads, vil den direkte forbindelse mellem Frederikshavn og København blive genoptaget, og at elektrificeringen vil fortsætte til Frederikshavn.”
I det nylige regeringsudspil om infrastruktur er der ingen planer om elektrificering af banestrækningerne i Vendsyssel.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Protest mod afkobling af Vendsyssel” under annoncerne.




Byrådet besluttede på rådets seneste møde følgende: Der udarbejdes en skrivelse til transportministeren samt transportordførerne fra samtlige Folketingets partier.