
Præsentabel landejendom i gåafstand til Voerså
4. april 2021 - kl. 7:47 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Omgivet af sit betragtelige jordtilliggende umiddelbart uden for Voerså lykkes denne landejendom med at kombinere det private og det livlige. I kan dertil føje glæden ved at bo i gåafstand til havet, mens selve ejendommen byder på en rummelig bolig, gode udhuse og 13 hektar land.
Størstedelen af jorden er udlagt til agerbrug, og når I ankommer til Vestergårdsvej 18, er det ad egen vej med markerne omkring jer. De store udhuse omkranser den stenbelagte gårdsplads, der er centrum for udelivet på gården, og de mange hundrede kvadratmeter er udnyttet med alt fra garage og fyrrum til regulære driftsområder med blandt andet stald, værksted og maskinhus. Leger I således med tanken om eksempelvis at omdanne ejendommen til en regulær hesteejendom, er mulighederne åbne.
Den gamle gård kan spore sin historie tilbage til 1890. Ejendommen har i nyere tid gennemgået en betydelig ombygning, hvilket kan aflæses både i boligkvaliteten og i den ganske hæderlige energimærkning. Selve stuehuset fremstår meget nydeligt med netpudsede facader og lyse vinduesrammer, der er flot tilpasset husets charmerende udtryk.
Inden døre får I godt og vel 200 m2 bolig, hvor åbne rumforløb er alfa og omega for den velfungerende planløsning. En lys, smagfuld hall fungerer både som indgangsparti og som husets knudepunkt med trappe til første sal og forbindelse til opholdsrummene. Disse består dels af en særdeles rummelig afdeling med køkken-alrum i åben forbindelse til to sammenhængende stuer. Yderligere en stor opholdsstue ligger på førstesalen, hvor loftet er ført til kip, så hanebåndene træder flot frem. Heroppe finder I ligeledes to værelser, mens de tre resterende udgør et separat afsnit i stueplan. Lige herved får I også et lille toilet, mens det egentlige badeværelse ligger ved hallen, som ydermere giver adgang til et viktualierum. Førstesalen blev etableret år 2013.
Hvis havet og den landlige idyl begge trækker lidt, vil beliggenheden alene få et godt tag i jer. Mod syd slynger Voer Å sig gennem landskabet, der mod nordvest er præget af marker og skove. På få minutter kan I spadsere ind til selve Voerså, som er en aktiv, ressourcestærk by, der er værd at stifte bekendtskab med. Dét mente også Veluxfonden, da de i 2020 bevilligede penge til restaurering af det hyggelige bymuseum. Skolen og den nye købmandsforretning er praktiske gevinster, mens havnemiljøet, åen og naturligvis Danmarks længste mole føjer rekreativ værdi til området.
Der er mulighed for at købe ejendommen med mindre jordareal (forhør nærmere hos EDC)
Adresse: Vestergårdsvej 18, Voerså, 9300 Sæby
Link: https://www.edc.dk/alle-boliger/s%C3%A6by/9300/vesterg%C3%A5rdsvej-18/?sagsnr=93005583
Mægler: Ole Bouet
Sagsnr. 93005583
Type: Landejendom
Boligareal: 211 m2
Grundareal: 13 ha.
Rum: 7
Værelser: 5
Antal plan: 2
Byggeår: 1890
Energimærke: C
Pris: 3.300.000 kr.
Ejerudgifter: 2.617 kr.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Præsentabel landejendom i gåafstand til Voerså' til en bekendt