”Gud og spaghetti” i Sæby Kirke lige efter påske
3. april 2021 - kl. 0:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby kirkes børnegudstjenester, populært kaldet ”Gud og spaghetti”, genåbner lige efter påske udendørs med påskefortælling og take-away.
Vi kan ikke undgå at tale om Gud, når vi taler om, hvad meningen med det hele er. Og vi kan ikke undgå at tale om Opstandelse, når vi vil tale om menneskelivet. Jesu opstandelse påskesøndag er helt afgørende for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Opstandelsen kan ikke begribes. Den kan højst gribes, når vi hører påskens højdramatiske fortællinger. I påsken viser Jesus, at han er Guds søn. Han blev slået ihjel langfredag. Men tre dage senere vinder han over døden. Det er verdenshistoriens eneste ægte nyhed.
Gud og spaghetti gudstjeneste tredje påskedag Sæby kirke har vinteren igennem aflyst deres ”Gud og spaghetti-gudstjenester” pga. restriktionerne og myndighedernes anbefaling af, at børn ikke blandes på tværs af deres sædvanlige sociale bobler. Men nu er situationen en anden: Sæby kirke må nu afholde gudstjenester udendørs, hvor man tilmed gerne må synge med. Vi ved efterhånden, at smitterisikoen er MINIMAL udendørs, når vi husker at holde afstand og spritte.
Derfor inviterer Sæby kirke til ”Gud og spaghetti” på plænen ved Sæby kirke onsdag 7. april kl. 17.00. Tag tøj på, så du kan holde varmen siddende i 22 minutter en forårsaften. Kirken har lækre siddepuder til alle, der møder op. Ved gudstjenesten kan børn og forældre høre sognemedhjælper Birgit og præst Viggo fortælle om den lange fredag og påskesolen søndag morgen. Efter gudstjenesten er der ”Take-away”. Denne gang lune pølsehorn (pakket efter alle gældende regler) og vand på flaske til den forhåbentlig lune forårsaften. Skulle vejret ikke arte sig som vi håber, rykker vi i ly for regnen.
Kom frisk og fro til genåbningsgudstjeneste lige efter påske.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Gud og spaghetti” i Sæby Kirke lige efter påske' til en bekendt