
Spejderne har brug for dine gamle aviser
6. februar 2021 - kl. 8:30 - af Thea Bom Rasmussen
Normalt varetager DDS Sæbygaard Gruppen fra Det Danske Spejderkorps, avisindsamlinger i Sæby seks gange om året. Til trods for corona situationen har avisindsamlinger med en enkelt undtagelse været gennemført siden foråret 2020, hver gang med fokus på at gøre indsamlingen så corona sikker som muligt. Denne gang er det dog ikke muligt og en aflysning er derfor tilfældet for årets første avisindsamling i 2021, som efter planen skulle have fundet sted lørdag den 6. februar.
Imidlertid har spejderne fortsat brug for dine gamle aviser, papir og reklamer – ja endog endnu mere end før. Dit aflagte papir bliver nemlig genbrugt, og jo mere genbrugspapir, spejderne kan samle ind, jo flere penge får de til at købe materialer og gennemføre spejderaktiviteter for. Og med forårets komme og vaccinerne forude er der brug for aktiviteter til de raske piger og drenge.
Spejder i en Corona tid
I et år med aflysninger af, og begrænsninger på fælles spejderture, løb og aktiviteter, har Sæbygaard Gruppen heldigvis haft mulighed for at være spejder ”hver for sig”, hvilket rigtig mange har benyttet sig af. Gruppens ledere har udviklet et helt nyt Corona-mærke, hvor spejderne kan afprøve nye færdigheder ved hjælp af små løb forskellige steder i byen, med instrukser de kan tilgå på telefonen.
Det vil spejderne nu give alle børn og unge i Sæby muligheden for at prøve kræfter med fra d. 6/2 – 28/2. Du skal blot hente app´en Turfhunt på din telefon og starte løbet ’Sæbygaard Gruppen – Avisruten’. Har man brug for mere info kan det findes på hjemmesiden dds-saeby.dk, eller på gruppens facebook/instagram profil fra d. 6/2.
Bidrag med en god gerning
Du kan også hjælpe spejderne på din helt egen måde, ved selv at aflevere dit avispapir eller gamle reklamer. Herved bidrager du med en god gerning på bedste spejdermanér.
Husk: Spejderne får ikke gavn af de aviser i aflevere på lossepladsen.
Papiret skal i stedet afleveres i en af følgende containere i Sæby.
• Brolæggervejens Børnehave
• Super Brugsen
• Sæby Rådhus – på p.pladsen bag ved Rådhuset
• Kildemarken
• Munkevang
• Tranåsvej – p.pladsen ved spejderhuset
Næste avisindsamling forventes at blive gennemført den 10. april.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spejderne har brug for dine gamle aviser' til en bekendt