
Ændres konfirmationer i Sæby? – endnu uafklaret!
27. januar 2021 - kl. 13:10 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Covid-19 griber ind I næsten alt. Det gælder også konfirmationer.
Med hensyn til de planlagte konfirmationer i Sæby Sogn til foråret er der endnu ikke truffet afgørelse om en eventuel udskydelse til senere på året.
Sæby Avis har været i kontakt med såvel provst Viggo Ernst Thomsen som sognepræst Peter Jessen. De oplyser begge, at en afgørelse vil blive meldt ud om ganske få dage. Viggo Ernst Thomsen håber og forventer, dette vil kunne ske på mandag omkring kl. 12 på bl.a. skolernes intranet – dette gælder også for Frederikshavns vedkommende.
”Der er mange ting, som skal tages i ed og overvejes nøje,” udtaler Viggo Ernst Thomsen, som også peger på, at som forholdene er i øjeblikket, må der kun være 61 personer ad gangen i Sæby Kirke.
Peter Jessen forklarer, at man i de kommende dages betænkningstid vægter, hvad der vil være den mest optimale beslutning ud fra biskoppens og provstiets anbefalinger. Også Peter Jessen understreger, at der indtil videre endnu ikke er truffet beslutning om udskydelse af konfirmationerne til efteråret.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ændres konfirmationer i Sæby? – endnu uafklaret!' til en bekendt