
Finanslovsaftale og fortsat støtte til regeringen
7. december 2020 - kl. 8:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Regeringen og støttepartierne Enhedslisten, SF og radikale samt Alternativet har indgået en finanslovsaftale for næste år.
Vi i Enhedslisten har ønsket os meget mere meget hurtigere af finansloven end der er opnået, men for mig er det alligevel fuldstændigt klart, at denne finanslov er et udtryk for en ny politik i sammenligning med tidligere finanslove, der har været styret af borgerlig økonomisk politik. Dvs borgerlige regeringer, socialdemokratisk ledede regeringer indbefattet Thorning- Corydan-regeringen som bestod af S, SF og R.
Dejligt, der i finansloven er aftalt:
– Stop for at kunne trække profit ud af børneinstitutioner.
– Minimumsnormeringer fra 2024. Selv om det kun er i gennemsnit, kommunen skal have 6 børn til én pædagog, er der nu bedre mulighed for at presse på for reelle minimumsnormeringer i alle institutioner.
– 1000 nye ansatte i ældreplejen
– 100 mio i klimahjælp til de fattigste lande
– penge til arbejdstilsynets arbejde med psykisk arbejdsmiljø og seksuel chikane.
– hjælp til de fyrede bl.a. 110 i dagpenge hvis man uddanner sig til sosu eller grønne job
– 15 nationalparker, biodiversitet og urørt skov
– ekstra ledsagertimer til mennesker med handicap på bosteder.
– 45 mio til økologi
– mere rådgivning til ofre for seksualforbrydelser
– Afblæsning af 8. runde udbud af licens til at bore efter olie i Nordsøen.
– Social retning på ny 750 mio hjælpepakke til hårdt ramte erhverv.
-og meget mere.
Er det opnåede nok til at jeg som Enhedsliste-medlem er tilfreds med at mit parti fortsætter med at støtte regeringen?
Ja, det mener jeg!
Det har vist sig muligt på vigtige områder, hvor der har været pres fra aktive bevægelser, at ændre politikken i en helt ny retning.
Klimalov og finanslov med mere velfærd, aftalt i krisetid, vel at mærke uden forringelser for de der har mindst.
Jeg ser resultatet af finansloven, som udgangspunkt for at arbejde videre både for klima- og sociale bevægelser og for Enhedslisten med få nødvendige grundlæggende ændringer af samfundet til et, der er mere grønt og rødt.
Vi skal forhindre klimakatastrofen, lige så beslutsomt som coronaen bliver bekæmpet, bekæmpe fattigdomsreformerne, og genoprette velfærd og retssikkerhed.
Ida Skov
Medlem af Enhedslisten Frederikshavn-Læsø
En kommentar til “Finanslovsaftale og fortsat støtte til regeringen” under annoncerne.




Coronasmittede siden Februar i disse kommuner
København 2.705 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. 17.000 testet positiv.
Frederikshavn 979 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. 583 testet positiv.
Enhedslisten påstår her, at fx klimakatastrofe skal bekæmpes lige så beslutsomt som corona.
Jeg siger, at alt hvad der kan gå galt i coronahåndtering, ER gået galt.
Regeringen lukkede Nordjylland ned samtidig med ordre om at aflive alle danske mink.
Nu er minkene væk. Hvordan forklarer Enhedslisten mine oplysninger om smittetal i Hovedstaden, der er langt højere end vi har, og har haft i det nordjyske.
I dag melder Mette Frederiksen særskilte restriktioner i særlig København og omegnskommuner.
Det er tåbeligt at man først vågner op nu. Regeringen kender vel coronatallene lige så godt som jeg. Man burde have sat tommelskruer på Hovedstaden på samme måde som Nordjylland, men der er desværre altid gode undskyldninger for at frede magtens centrum.
Jeg betragter sagen om aflivning af mink som en politisk beslutning, hvor man brugte folkesundheden som skræmmemiddel.
Nu er det pludselig ungdommen der får skyld for smittespredning, hvor det for to måneder siden var mink og en eller anden udokumenteret mutation.
Det er ganske naturlig at Enhedslisten forsvarer en Socialdemokratisk mindretalsregering, men det er ikke kønt med de anklager Statsministeren har hængende over hovedet.
Hvor mange uregelmæssigheder er Enhedslisten parat til at se gennem fingre med?, før de siger stop?