Fed optakt til Skolernes Motionsdag

Fed optakt til Skolernes Motionsdag

9. oktober 2020 - kl. 8:17 - af

Der var masser af sport og bevægelse på programmet, da Sæby Skoleafdeling holdt aktivitetsdage for 3. og 4. årgang onsdag-torsdag før efterårsferien. Flere af Sæbys foreninger havde nemlig som optakt til Skolernes Motionsdag budt ind med både instruktører, rekvisitter og lokaler, og derfor var der med garanti noget for enhver smag – også aktiviteter, som mange af børnene aldrig havde forestillet sig var noget for dem.

De forskellige sportsgrene var repræsenteret ved Sæby Judo- og Karateklub, Sæby Svømmeklub, IF Skjold Sæby, SIK80, Sæby Badmintonklub, Sæby Floorball Klub og ikke mindst Sæby Golfklub.

I løbet af de to dage cyklede eleverne fra aktivitet til aktivitet i byen, og fik dermed mulighed for at deltage i hele den brede vifte af lokale foreningstilbud, som hver især var klar med særdeles flotte og velforberedte events.

Opmærksomheden på leg og bevægelse i både skole og fritid er stor i øjeblikket, og dagene var således en kærkommen lejlighed til at sætte fokus på netop dette – ikke mindst fordi coronatiden også har været svær for mange idrætsklubber og øvrige fritidstilbud.

Der skal fra skolens medarbejdere og ledelse lyde en kæmpestor tak for den helt uvurderlig indsats fra de deltagende foreninger, der har stillet både trænere, frivillige og faciliteter til rådighed – og dermed har bidraget til at stable to uforglemmelige dage på benene for de (nu godt trætte!) elever på de to årgange.

Tilbage på skoleafdelingen var der naturligvis også masser af muligheder for de resterende aktive børn på 0.-2. årgang – i alle klasser var der arrangeret moduler med såvel faglig bevægelse som udendørs konkurrencer, boldøvelser, stafetter og alverdens sjove lege. Så alt i alt blev det et par fantastiske dage med rig lejlighed til at få rørt kroppen og lattermusklerne samt øget trivslen for alle; både store og små – og deres voksne!

Fredag venter så Skolernes Motionsdag, hvor alle 315 elever i lighed med sidste år deltager i sponsorløb i Gybels Plantage til fordel for PLANBørnefondens arbejde. I 2019 blev der fra Sæby sendt over 20.000 kroner af sted fra motionsdagen – og håbet er, at dette flotte resultat kan gentages ved fredagens arrangement.

Der er billeder fra hele temaugen på Sæby Skoleafdelings facebookside, som alle er velkomne til at kigge ind forbi.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fed optakt til Skolernes Motionsdag' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger