Gratis Pay & Play i Sæby Golfklub…

Gratis Pay & Play i Sæby Golfklub…

21. juli 2020 - kl. 0:22 - af

Frem til søndag den 10. august åbner Sæby Golfklub sin pay & play (par3) bane så alle interesserede, – lokalboende som turister, rutinerede som nybegyndere, unge som gamle gratis kan få adgang til at spille den 6-hullers bane.

Projektet er bakket op af DIF og DGI’s foreningspulje, som støtter initiativet om den fællesskabende aktivitet henover sommerferien. Sekretær i Sæby Golfklub Inge Thomsen udtaler: ”Vi ønsker at bidrage til en øget fællesskabende aktivitet, i parklignende idylliske omgivelser og socialt fællesskab – der alle 3 bidrager værdifuldt til følelsen af livskvalitet. Ved at åbne for gratis adgang, vil så mange som muligt få mulighed for at få øjnene op for golfsporten, hvad enten det ender på hyggeplan eller eliteniveau. Her er plads til alle uanset alder, sociale forhold og fysiske fordele/skavanker, og man kan være med på præcis dét niveau, den enkelte kan klare”.

Pay & Play-banen kræver ingen forudgående færdigheder og er åben i alle døgnets lyse timer (dog med undtagelse af tirsdage efter kl. 17.00 frem til onsdag morgen kl. 9.00, hvor der er lukket af af hensyn til begyndertræning og banepleje).

Sådan gør du hvis du vil afsted. Registrer dig i klubhuset ved betalingsstanderen til dagskort til Pay & Play á kr. 0,00 eller send mail til saeby@golf-klub.dk inden dit besøg på pay & play-banen. Heri skal du blot skrive navne, alder og postnr. på dig selv og dine medspillere. Sæby Golfklub gør opmærksom på, at det er et krav at gøre ét af ovenstående, hvis man ønsker at bruge pay & play-banen.

Parkering sker ved den fælles parkeringsplads ved Sæbygaardvej (indkørsel via Sæbygaardvej). Her ligger pay & play/par3-banen i nordlig retning lige modsat vejen – forbi driving range.

Der må være max. 4 spillere i én bold af gangen – dvs. antal spillere der følges ad.
Er der kø, venter man blot, til det bliver ens tur, og sørg for at hullet er ledigt for andre spillere, inden man slår ud. Hullerne skal spilles i rækkefølge 1-2-3-4-5-6. Det er tilladt at gå flere runder, blot man træder bagerst i køen efter hul 6 inden start på hul 1 igen. Overskridelse af ovenstående vil medføre bortvisning.

Udstyr
Udstyr kan lejes i klubhuset eller medbringes hjemmefra. På samme måde med golfbolde/golftees, der også kan købes i Proshoppen, hvor åbningstiden er dagligt kl. 9.00-16.30 (weekender til kl. 14.00). De gør opmærksom på, at der er rift om udstyret, så de kan ikke garantere, at der er ledige sæt afhængig af interessen.
I klubhuset er der desuden café, hvor der dagligt fra kl. 12.00 er mulighed for at købe lækre hjemmelavede retter og kolde drikkevarer.

Covid19-hensyn
Sæby Golfklub giver her ovenpå Coronaens triste begrænsninger en mulighed for at være sammen – men stadig forsvarlige på behørig afstand. Og dét kan man i den grad i golf – ovenikøbet mens man dyrker idræt i parklignende omgivelser lige udenfor byskiltet i Østkystens Perle: Sæby
I klubhuset er der desuden håndsprit og toilet-/omklædningsfaciliteter.

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt
Sæby Golfklub har modtaget bevillingen på 26.610 kr. fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. Bevillingen kompenserer for manglende indtægter i perioden samt øget pleje efter slid på banen. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af træner kompetencer. Puljen kan søges med op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Om DIF og DGI’s foreningspulje
Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen

Puljen ansøges via Centralt Forenings Register på www.medlemstal.dk

Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider

Det skal understreges, at Sæby Golfklubs store 18-hullers bane ikke er en del af tilbuddet. Her kræves den sædvanlig adgangstilladelse via medlemskab/greenfee.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Gratis Pay & Play i Sæby Golfklub...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger