Blå Flag og Badepunkt på 13 strande

Blå Flag og Badepunkt på 13 strande

7. maj 2020 - kl. 8:29 - af

13 strande i Frederikshavn Kommune har igen i år fået tildelt flag. Friluftsrådet har tildelt Blå Flag til tre bynære strande, og ti strande kan for første gang hejse det nordiske Badepunkt flag.

Strandene i Frederikshavn Kommune har stor værdi for borgerne og for de cirka 2 millioner turister, der hvert år besøger Danmarks nordligste kystkommune. I 2020 kan vi hejse Blå Flag på tre af kommunens strande i tilknytning til kommunens store byer, Frederikshavn, Skagen og Sæby. De tre strande har karakter af facilitetsstrande med udbygget infrastruktur, særligt høje krav til miljøindsatser, naturformidling og livredning. Kommunens øvrige 10 strande er i år for første gang blevet til Badepunkter.

– Vi har skiftet til Badepunkt for at kunne lægge vægt på udvikling af faciliteter, der hvor det kræves, på de store Blå Flag strande. Og samtidig sætte vores naturlige strande lige så højt med et Badepunkt, som vi synes giver mere fleksible rammer. Specielt for turisterhvervet er de store naturlige strande af stor værdi, og så er Badepunkt et nordisk koncept, der genkendes af vores norske og svenske turister, udtaler Karsten Thomsen, formand for Teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune.

Badepunkt er nyt
De fleste kender Blå Flag som en ordning, der tildeles strande af høj kvalitet. På Blå Flag-strande er fokus på høj badevandskvalitet, gode faciliteter, kørefri zoner (på kørestrande), ingen hunde og miljøformidlingsarrangementer. På Badepunkt-strande er der i stedet fokus på særlige friluftsmuligheder og kultur- eller naturoplevelser ved vandet. Og på rent badevand naturligvis.

Badevandets kvalitet kategoriseres i tre kategorier: Tilfredsstillende, God og Udmærket. Sidst nævnte angiver den bedste badevandskvalitet. Kategoriseringen beregnes på baggrund af de seneste fire års resultater. For at opnå Blå Flag eller Badepunkt skal man opnå kvaliteten Udmærket. Der kan derfor ikke tildeles Badepunkt til Jerup Strand i år, da stranden har kategorien Tilfredsstillende.

Tiltag ved Jerup Strand 2020:

  • Der opsættes et digitalt varslingsskilt på stranden, som med røde lamper angiver, når badning ved stranden midlertidigt frarådes. Lamperne styres af regnvandsmåler ved Jerup Å
  • Skilt der anbefaler badning på ydersiden af sandrevle, der lejlighedsvis dannes ud for stranden
  • Øget prøvetagningsfrekvens af badevandet, så vandkvaliteten kan følges tæt
  • Udtagning af prøver i nærliggende vandløb, der kan påvirke vandkvaliteten i badevandet, især ved nedbør med henblik på at opspore eventuelle kilder til påvirkning af badevandskvaliteten på stranden

Blå Flag er en miljømærkningsordning, der garanterer, at stranden arbejder for at sikre vores fælles natur og miljø. Gæster og lokale borgere inddrages ved afholdelse af Natur- og miljøformidlingsaktiviteter og andre arrangementer for børn og unge. De informeres om, hvad man selv kan gøre for at bevare naturen, når man gæster en Blå Flag strand. Derudover skal en Blå Flag strand være ren og velholdt, have livredningsudstyr, gode toiletforhold, affaldsfaciliteter med sortering mm.

I løbet af sæsonen vil alle strande og havne få kontrolbesøg af en dansk Blå Flag konsulent, som kontrollerer, at alt er i overensstemmelse med Blå Flags kriterier. Den internationale Blå Flag organisation aflægger også uanmeldte kontrolbesøg. 

Kilde: https://www.friluftsraadet.dk/blaa-flag-strande

Badepunkt er det nye nordiske kystflag, der blev indført i 2018. Badepunkt har fokus på rent badevand, stor sikkerhed samt særlige friluftsmuligheder og kultur- eller naturoplevelser. Mærkningsordningen har fokus på at synliggøre strande, der i overvejende grad henligger i naturtilstand og forvaltes med det forhold for øje. Samtidig ønsker man med Badepunkt at fremme og synliggøre strandens lokale identitet og funktion som friluftsattraktion eller anden karakteristika. Ud over den naturnære oplevelse på certificerede strande er det således også meningen, at strandgæsten kan få en lokal oplevelse knyttet til den enkelte strand.

Kilde: https://friluftsraadet.dk/kommuner/badepunkt

2 kommentarer til “Blå Flag og Badepunkt på 13 strande” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Blå Flag og Badepunkt på 13 strande”

  • Hvilke regler gælder for hunde på badepunktsstrande ?

  • På badepunktsstrande gælder samme regler for hunde som på øvrige strande. Man skal selvfølgelig have sin hund i snor i perioden 1. april til 1. oktober, og så samle op efter sig. Ellers er hunde velkommen på badepunktsstrande
    Det er “kun” på blå flag strande der gælder særlige regler for hunde.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Blå Flag og Badepunkt på 13 strande' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER