
Arkivfoto.
Ørnedalsbanen fik nej til støjvold af lettere forurenet jord
6. maj 2020 - kl. 9:43 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Et enigt Plan- og Miljøudvalg sagde i aftes nej til, at der kan etableres en støjvold af lettere forurenet jord ved Ørnedalsbanen i det vestlige Sæby. Det er dermed svaret og et afslag til de folk, der står bag brug af Ørnedalsbanen, og som havde søgt kommunen om tilladelse til etablering af en sådan vold.
Udvalgets formand, Peter Sørensen (V), understreger over for Sæby Avis, at man ikke tør gå på kompromis med de strenge krav, der findes til vandboringer, og netop i dette område findes der to store og betydningsfulde boringer, der skaffer rent vand til masser af husstande i og omkring Sæby.
Peter Sørensen påpeger, at udvalget dermed ikke har sagt nej til, at der etableres en støjvold – blot må det ikke være med opfyldning af lettere forurenet jord.
Det er samtidig vigtigt for Peter Sørensen at nævne, at Plan- og Miljøudvalget har noteret sig, at de støjmæssige krav for Ørnedalsbanen i øjeblikket overholdes, og kommunen har ikke aktuelle planer, der kræver en jordvold i området. Brugerne af Ørnedalsbanen er sagt op med udgangen af 2020.
Plan- og Miljøudvalget havde endvidere et punkt på dagsordenen, som vedrørte en udstykning ved Pernille Oxes Vej. I denne sag forelå en del nabokommentarer om bl.a. et planlagt bassin til overskydende regnvand.
Lokalplan og kommunalplantillæg for denne udstykning blev godkendt, og Peter Sørensen forklarer, at et regnvandsbassin vil rumme en isolerende membran, så overskydende regnvand ikke kan sive ned og give eventuelle drikkevand drikkevandsproblemer.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ørnedalsbanen fik nej til støjvold af lettere forurenet jord' til en bekendt