
Lokalplan for boligområde ved Pernille Oxes Vej i Sæby
3. maj 2020 - kl. 10:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget skal på udvalgets kommende møde den 5. maj 2020 tage endelig stilling til et forslag til lokalplan for et boligområde ved Pernille Oxes Vej i det vestlige Sæby. Lokalplanforslaget har tillige med et forslag til et kommuneplantillæg været fremlagt i 10 ugers offentlig høring i perioden fra den 4. februar til den 14. april 2020.
Forud for mødet indstiller kommunaldirektøren, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget at vedtage lokalplanen og kommuneplantillægget med visse ændringer i forhold til skov- og vejbyggelinjen samt de bemærkninger, der er angivet i høringsnotatet.
Planforslagene giver mulighed for opførelse af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse i op til 1½ etage. Boligerne etableres inden for 4 fastlagte klynger omgivet af store fælles friarealer, hvor den nuværende naturtilstand opretholdes. I to af klyngerne kan der opføres tæt-lav boligbebyggelse, mens der i alle fire klynger gives mulighed for opførelse af åben-lav boligbebyggelse. Det er hensigten, at friarealerne mellem klyngerne vil skabe en åben, rekreativ forbindelse gennem området mellem plantagerne i vest og stitilslutningerne i øst.
Der er blevet udsendt 668 høringsbreve til personer/virksomheder i nærområdet, ligesom offentlige myndigheder og interesseorganisationer er hørt. I høringsperioden har kommunen modtaget 11 høringssvar.
Skovbyggelinje
Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø har sideløbende med den offentlige høring af planforslagene foretaget høring af berørte skovejere i forbindelse med anmodning om reduktion af skovbyggelinjen ved Miljøstyrelsen. Kommunen har ikke modtaget indsigelser fra de berørte skovejere.
Centret har gennemført en opdatering af samtlige skovbyggelinjer samt en registrering og opdatering af temaet ”skov” i hele Frederikshavn Kommune. Det har medført, at skoven der afkaster skovbyggelinjen, nu ligger væsentligt længere væk fra lokalplanområdet. Dette giver mulighed for, at den forventede reduktion af skovbyggelinjen kan flyttes til det østlige skel af Holger Pachs Vej, hvor den før berørte de vestligste boliggrunde inden for lokalplanområdet. Der gives herved mulighed for at foretage en tilretning i lokalplanen, så de vestligste boliggrunde ikke længere pålægges en skovbyggelinje.
Som følge af, at skovbyggelinjen ikke længere forventes at berøre de vestligste boliggrunde inden for lokalplanområdet, foreslås det, at der i lokalplanen tilføjes bestemmelser om pålægning af en 5 m vejbyggelinje i forhold til Holger Pachs Vej.
Grundstørrelser
Tillægget omfatter et ca. 5,5 ha stort område ved Pernille Oxes Vej. Kommunen ønsker at muliggøre, at grundstørrelsen for grunde til tæt-lav boligbebyggelse kan være min. 275 m2 ekskl. andel af fællesareal.
I det eksisterende rammeområde gælder for tæt-lav boligbebyggelse i 1 etage, at grundstørrelsen skal være min. 600 m2 pr. bolig inkl. vej- og fælleareal, mens der for varieret sammenhængende byggeri i 1-1 ½ og evt. 2 etager gælder, at grundstørrelsen skal være min. 500 m2 pr. bolig inkl. vej- og fællesarealer. Ved åben-lav boligbyggeri gælder, at min. grundstørrelse skal være 700 m² pr. bolig ekskl. vejareal.
Sæbygaardværket (boring for drikkevand) ligger i nærheden. Det vurderes, at planlægningen er i overensstemmelse med statens interesser for beskyttelse af drikkevandsinteresser. Ligeledes vurderes det, at planen ikke påvirker Natura 2000-områder væsentligt med hensyn til natur- og fugleliv. Frederikshavn Kommune har på baggrund af en screening vurderet, at planforslaget ikke vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og derfor ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.
Link til dagsordenspunktet, kortbilag, svar fra naboer samt kommunens kommentarer m.v. (side 88-123):
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokalplan for boligområde ved Pernille Oxes Vej i Sæby' til en bekendt