
Søger om tilskud til leje af lokaler i Syvstenhallen
17. januar 2020 - kl. 11:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Byråd godkendte på dets møde den 19. december 2018 at sælge Syvstenhallen til Vendsyssel Håndbold Invest ApS, hvorefter hallen overgik fra kommunalt eje til privat eje. Vendsyssel Håndbold Invest ApS solgte efterfølgende Syvstenhallen videre til den selvejende institution Syvstenhallen.
Pr. 1. august 2019 trådte en ny gebyrordning i kraft i Frederikshavn Kommune. Gebyrordningen er gældende for alle folkeoplysende foreninger, som benytter henholdsvis kommunale og selvejende haller.
Formålet med at introducere gebyrordningen var at få sidestillet de folkeoplysende foreningers egenbetaling ved brug af kommunale og selvejende haller og derved udligne de økonomiske forskelle, som har eksisteret igennem en årrække, når folkeoplysende foreninger har lånt henholdsvis kommunale og selvejende lokaler.
En del af gebyrordningen
Syvstenhallen er som selvejende institution en del af denne gebyrordning, dog kun gældende for det nuværende aktivitetsniveau – altså de allerede anviste folkeoplysende aktiviteter i hallen.
Fra den 1. januar 2019 til og med 31. juli 2019 har de ovennævnte foreninger haft udgifter til leje af Syvstenhallen. Foreningerne har ikke været opmærksomme på, at de skulle søge om godkendelse af disse udgifter, da de hele tiden har haft aktiviteter i hallen. Timerne, som foreningerne søger om lokaletilskud til, svarer til det anviste aktivitetsniveau.
Syvsten Idrætsforening og FFI Håndbold søger om lokaletilskud til leje af den selvejende institution Syvstenhallen – en ansøgning, som tages op på mødet i Folkeoplysningsudvalget den 23. januar.
Syvsten Idrætsforening søger om at kunne medtage 38.359 kr. i lejeudgifter, svarende til 141 timer. Med baggrund i den oplyste timepris vil foreningen ved fuld refusion kunne modtage 28.769 kr. i tilskud. FFI Håndbold søger om at kunne medtage 73.998 kr. i lejeudgifter, svarende til 272 timer. Med baggrund i den oplyste timepris vil foreningen ved fuld refusion kunne modtage 55.498 kr. i tilskud.
Supplerende sagsfremstilling
Folkeoplysningsudvalget har tidligere besluttet, at Syvsten Idrætsforening godkendes til at modtage lokaletilskud til Syvstenhallen med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2019. Ansøgningen fra FFI Håndbold blev dengang udsat.
Til dagsordenen for næste møde i Folkeoplysningsudvalget foreligger en ”supplerende sagsfremstilling”. FFI Håndbold fremsender redegørelse for forholdet omkring personsammenfald i bestyrelsen for FFI Håndbold og Syvstenhallen. Endvidere fremsendes en redegørelse for foreningens relation i forhold til Vendsyssel Håndbold.
Centerchefen for Kultur og Borgerservice indstiller forud for mødet, at Folkeoplysningsudvalget beslutter, om FFI Håndbold kan modtage lokaletilskud til Syvstenhallen.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søger om tilskud til leje af lokaler i Syvstenhallen' til en bekendt