
Foredrag i Sæby om 100-året for Genforeningen
6. januar 2020 - kl. 8:10 - af Henrik Christensen
”Genforeningen – nationalt og lokalt” er titlen på et foredrag, som fhv. arkivleder ved Sæby Museum, Jørgen Peder Clausager, holder tirsdag den 14. januar kl. 19 i ”Manegen” i Sæby.
Clausager introducerer sit emne således: ”Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 er sammen med befrielsen i maj 1945 de to lykkeligste begivenheder i det 20. århundredes Danmarkshistorie; så det er absolut berettiget at kaste historiens lys tilbage på begivenhederne for 100 år siden, der startede med folkeafstemningen den 10. februar og kulminerede med Kong Christian X’s ridt på den hvide hest over den slettede grænse ved Taps syd for Kolding den 10. juli.”
I foredraget vil Jørgen P. Clausager skitsere det knudrede historiske forløb, fra H. P. Hanssen-Nørremølles tale i den tyske rigsdag den 23. oktober 1918 og til den fuldbyrdede genforening i sommeren 1920.
Hovedvægten i foredraget vil dog ligge på genforeningsdagene og deres fejring, ikke mindst på, hvordan begivenheden blev markeret lokalt i Sæby og Omegn.
For selvom Vendsyssel ligger langt væk fra Sønderjylland, rørte genforeningen også i den grad folks følelser heroppe i det nordligste Danmark. Det kom til udtryk både i festlige markeringer af dagen og opstilling af mindesten til erindring om den store begivenhed.
Sønderjyder, som i mellemtiden var flyttet til Vendsyssel, drog til Sønderjylland for at deltage i afstemningen om de to zoner. Grænsen kom som bekendt til at gå lige nord for Flensburg tværs over Jylland til Rudbøl lige sydvest for Tønder.
Saltlandets historiske Forening for Sæby og Omegn er arrangør, og der er en beskeden entré incl. kaffe og kage på 30 kr. for medlemmer 30 kr. og 50 kr. for ikke-medlemmer 50 kr.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag i Sæby om 100-året for Genforeningen' til en bekendt