Nu falder julesneen<br>….

Nu falder julesneen
….

22. december 2019 - kl. 10:57 - af

Ja, det må den efter al sandsynlighed gøre, for julefreden sænkede sig så vidunderligt over Privatskolen i Sæby her på årets sidste skoledag, fredag den 20. december.

Det var syvende klasses julehistorie, der havde budt på det helt store drama med den pebernøddemaskine, som skolen lige havde anskaffet sig, og som pedellen med vanligt besvær havde opstillet og installeret i skolekøkkenet, hvor vores alle sammens madmor huserer.

Hun havde så startet maskinen, og pludselig var det hele gået galt. Maskine kunne ikke stoppes og spyttede nu pebernødder ud i stride strømme. Maskinen var brudt sammen. Enkelte dele blev spredt over hele skolen, men den spyttede stadig pebernødder ud. Sådan var det gået hele julemåneden, og pebernødderne lå nu tungt og højt på hele skolen.

Skolelederen havde straks bedt vores madmor om at reparere eller slukke maskinen. Ellers ville hun blive fyret den 19. december.

Vi var derfor alle lidt spændte fredag morgen den 20. ds. Ville hun blive fyret, eller ville der mon findes en løsning på problemet?

Som alle julehistorier havde vores også en god og finurlig ende. Det var nemlig skolenissen, der bor over 0. klasse og som kun børn kan se, der havde spist alt for mange af de dejlige nybagte pebernødder og derfor var blevet så tung, at han var faldet fra loftet lige ned i maskinen, der brød sammen og blev skilt i flere stykker.

Med eleverne i 0.-3. klasses hjælp, var det lykkedes nissen, der for øvrigt hedder Nissepjok, at finde stumperne og med besvær få maskinen samlet igen, og alt endte i fryd og gammen på skolen. Vi har derfor stadig vores madmor, også når skolen starter op igen efter nytåret.

Efter at have lyttet til historiens afslutning, samledes klasserne med deres lærere til juleafslutning, hvorefter hele skolen i samlet flok drager af sted til Volstrup kirke, der traditionelt er stedet for Privatskolens juleafslutning.

Dog kører skolens niende klasse ikke med til kirken. De mødes nemlig med ingen ringere end julemanden selv, der netop i disse dage er på rekognition verden over for at udse sig de millioner af artige og søde børn, der skal forsynes med gaver juleaften. Mødet mellem 9. klasse og julemanden finder altid sted på Sæbygaard slot, hvortil skolebusserne kører efter endt kirkegang.

Af og til opstår der en del forviklinger omkring dette møde mellem 9. klasse, julemanden og skolens øvrige elever. Således også i år.

Det viste sig nemlig, at julemanden i år havde haft besøg af en meget anmassende, brovtende ældre herre fra Amerika, der ville købe julemandens gaveværksted og vist nok få Mexico til at betale for det. Det var julemanden heldigvis ikke interesseret i og afviste handelen. Men så var den ældre herre blevet sur og havde bedt IKEA, som han troede ejede Sverige, om at lave julefesten om til en vinterfest og forhindre julemanden i at uddele gaver og søde sager.

Heldigvis lykkedes det netop julemanden med god hjælp fra Privatskolens 9. klasse at omgå disse skumle planer og redde jule. Han kunne derfor uddele slikposer til alle skolens elever og ønske os alle en rigtig god og i tankerne eller minderne hvid jul.

jul2019-1 kopier jul2019-2 kopier

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nu falder julesneen
….'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger