
Personale og forældre fortæller om virkeligheden som den er!
21. december 2019 - kl. 14:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når der forsøges udbredt den historie, at forældre kritiserer daginstitutionerne og deres ansatte er det ikke rigtigt, det kan alle undersøge i pressen og i fb-gruppen “vores hverdag – dagtilbud i frederikshavn kommune”.
Den historie er en stråmand. Det er at lade som om forældrene mener og siger noget, de aldrig har sagt, og derefter kritisere dem for det.
Nej, forældrene fortæller om virkeligheden i deres børns daginstitutioner og kritiserer de rammer, de muligheder, som de dygtige ansatte har for at passe deres arbejde i overensstemmelse med deres faglighed.
Alle hylder de, der passer vores børn på trods af de umulige rammer, de har. Og hyldest fortjener de!
Det ændrer ikke ved, at ingen, virkelig ingen, kan sørge acceptabelt for små børns udvikling og behov, når der er så mange børn pr voksen at tage sig af -dag efter dag, som der er i Frederikshavn Kommune.
Og det slider på det pædagogiske personale, som ved det med deres faglighed og deres hjerter.
Derfor også kæmpe-tak til de forældre og de personaler der er modige og fortæller om virkeligheden som den er! Så længe de orker det, er der håb. Fremtiden i institutionerne afhænger af deres udholdenhed. Sidste år gav det 11 pædagoger, men der er brug for mange flere.
Ida Skov
Byrådsmedlem for Enhedslisten
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Personale og forældre fortæller om virkeligheden som den er!' til en bekendt