
De nominerede til Erhvervs- og Iværksætterprisen
12. december 2019 - kl. 8:41 - af Henrik Christensen
Den 16. januar kårer Frederikshavn Erhvervsråd vinderen af Vækst & Vilje Erhvervsprisen blandt 10 nominerede og vinderen af Iværksætterprisen blandt fem nominerede.
Traditionen tro bliver det nye år skudt godt i gang med en hyldest af vores lokale virksomheder, når Erhvervshus Nord, Frederikshavn Kommune og Arena Nord inviterer Vækst og Vilje prisuddeling med Spar Nord og Beierholm som sponsorer. I år er følgende 10 virksomheder indstillet til Vækst & Vilje Erhvervsprisen:
AVK Tooling A/S (Sæby), KB Metal ApS (Sæby), Pixlart (Østervrå), Elling Tømmerhandel A/S, Kaj Christiansen (Frederikshavn), Victor A/S (Frederikshavn), Stena Line (Frederikshavn), Tenax Sild A/S (Ålbæk), Hotel Marie (Skagen) og Gitte Nordmann for Foldens Hotel (Skagen).
Erhvervsprisen gives til en virksomhed, person eller organisation, som har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudviklingen i Frederikshavn kommune.
– Det er en fornøjelse hvert år at hylde nogle af de virksomheder i vores område, som går forrest og skaber vækst og arbejdspladser. Den erhvervsøkonomiske vækst i vores virksomheder er afgørende for den samfundsøkonomiske vækst og udvikling i vores område, siger Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd.
Iværksætterprisen
De fem nominerede til iværksætterprisen er: Dennis Conradsen for Toil N’ Moil ApS og Skagen Blade Technology ApS (Frederikshavn), Escape Denmark (Frederikshavn), NOENCO (Skagen), Rosenby Engineering (Læsø) og Morten Stausgaard for Cantona System A/S, Cantona House A/S og Cantona Montage A/S (Sæby).
Prisen gives til virksomhed eller virksomhedsleder, som inden for de seneste fem kalenderår har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn kommune og derigennem bidraget positivt til den erhvervsøkonomiske udvikling.
Vinderne findes den 16. januar. Deltagere i Vækst & Vilje kan også opleve overrækkelsen af Roblon Fondens Uddannelsespris for første gang, høre et indlæg ved Henrik Iskov Christensen, forsker i robotteknologi og professor ved University of California samt høre musik af Michael Møller fra Sæby.
Om Erhvervshus Nord
Erhvervshus Nord er et erhvervskontor, der drives af de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har omkring 570 medlemsvirksomheder, og Frederikshavn Kommune, der yder økonomisk støtte. Husets specialiserede konsulenter yder rådgivning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet. Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet. Læs mere på www.erhvervshusnord.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De nominerede til Erhvervs- og Iværksætterprisen' til en bekendt