
Lasse Svan – en verdensmester kommer til byen
22. november 2019 - kl. 0:16 - af Henrik Christensen
Landsholdsspiller Lasse Svan blev én af publikums og tv-seernes darlings i forbindelse med VM-håndbold i 2019, hvor han brillerede på banen og ofte blev interviewet før og efter kampene. Mandag den 25. november, kl. 19.00-21.00, i Manegen – Sæby Kulturhus tager han os med bag håndboldkulissen til en snak om sejre og nederlag.
”Fløjens Perspektiver” er titlen på aftenens foredrag med en af Danmarks absolut bedste højrefløjsspillere i herrehåndbold nogensinde. Lasse Svan – 36-årig sjællænder af fødsel, og det var også her han i starten slog sine folde på håndboldbanen, inden turen gik til GOG Svendborg og siden 2008 fast inventar i den tyske håndboldklub SG Flensburg-Handewitt. Her har den venstrehåndede spiller fra en position som højre fløj bidraget med hundredvis af mål.
Lasse Svan er en holdspiller, som har fokus på sammenhold. Han har gennemgået en kæmpe udvikling i sin karriere, kæmpet med at finpudse sin egen strategi, som i sidste ende blandet andet har udviklet sig til et skud, som tidligere landsholdstræner Ulrik Wilbek kalder en ”Lasse Svan-special”. Lasse ved præcis, hvordan målmanden skal snøres.
Der er lagt op til en aften, hvor publikum kommer på nært hold af en dansk VM-helt, som fortæller om sin karriere med alt, hvad den har budt på af sejr og nederlag, og følelser der går hånd i hånd med de to udfald.
Vi kommer med bag håndboldkulissen med masser af sjove og fantastiske håndboldanekdoter fortalt af en nærværende foredragsholder, der også tager sig god tid til spørgsmål og selfies med de fremmødte.
Aftenen er tilrettelagt i samarbejde med Sæby Håndboldklub.
Billetter på bibl.frederikshavn.dk under Det Sker.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lasse Svan – en verdensmester kommer til byen' til en bekendt