Økonomiudvalget ser på lån til Sæby Spektrum

Økonomiudvalget ser på lån til Sæby Spektrum

16. november 2019 - kl. 8:54 - af

Økonomiudvalget besluttede på udvalgets møde den 22. august 2018 at give Sæby Fritidscenter en principgodkendelse til projektet Sæby Spektrum under forudsætning af, at forhold, der manglede afklaring, blev det inden for rammen af det da fremlagte.

Nu er projektet og dets finansiering nået til Økonomiudvalgets formodede endelige accept af kommunalt lån og betingelserne herfor, når udvalget har punktet på dagsordenen den 20. november.

Kultur- og Fritidsudvalget har tilkendegivet, at udvalget vil støtte driftsøkonomien i Sæby Spektrum ved at øge det årlige driftstilskud til Sæby Fritidscenter med 200.000 kr.

Sæby Fritidscenter forventer, at byggeriet af den nye springhal, den nye mellembygning og energirenovering af den eksisterende hal er færdig den 1. august 2020.

Den kommunale forvaltning anbefaler, at kommunen tager pant på 6,5 mio. kr. i bygningen i den aktuelle sag. Det er praksis, at kommunen tager pant ved udlån af kommunale midler. Ved at tage pant sikrer kommunen sig en fortrinsstilling på 6,5 mio. kr. i forhold til andre kreditorer, som ville notere udlæg på ejendommen i forbindelse med en situation, hvor Sæby Fritidscenter måtte komme i betalingsvanskeligheder. I kommunens driftsoverenskomst med Sæby Fritidscenter er det sikret, at Sæby Fritidscenter skal søge Frederikshavn Kommune om tilladelse til at optage yderligere lån.

Forud for mødet indstiller direktionen, at Økonomiudvalget overfor Byrådet anbefaler, at

  • der gives et kommunalt lån på 6,5 mio. kr. til Sæby Spektrum til delvis finansiering af ”Hjertet” og udenoms arealer. Lånet udbetales i lige rater i 2019, 2020 og 2021
  • det kommunale lån er rentefrit i hele løbetiden
  • der tages pant for 6,5 mio. kr. i bygningen for det kommunale lån
  • det kommunale lån er afdragsfrit i maksimalt 5 år og derefter afdrages over 15 år
  • lånet finansieres af ”Puljen for effektiv udnyttelse af bygninger og anlæg”
  • lånet bevilges under den forudsætning, at byggeriet gennemføres i overensstemmelse med projektet, som det blev beskrevet i forbindelse med principgodkendelsen.

Finansiering af projektet
En energirenovering er påbegyndt i december 2018 og forventes afsluttet med udgangen af 2020. Nogle af de gamle bygninger renoveres, når ”Hjertet” bygges.

Finansieringen tænkes afviklet med

  • Lån fra LR Kredit. Der var planlagt med et beløb på 10,5 mio. kr. Sæby Fritidscenter har fået en låneadgang på 10,5 mio. kr. til finansiering af den nye springhal.
  • Tilskud fra fonde. Der var planlagt med et beløb på 3,5 mio. kr. Sæby Fritidscenter har pr. oktober 2019 fået tilsagn fra fonde til finansiering af projektet på 2,5 mio. kr. Sæby Fritidscenter finansierer 1,0 mio. kr. af egne midler.
  • Lån til energirenovering af den eksisterende hal med kommunegaranti. Der var planlagt med et beløb på 6,4 mio. kr. Sæby Fritidscenter har pr. oktober 2019 fået en kommunegaranti på 6,4 mio. kr.
  • Kommunalt lån. Der var planlagt med et beløb på 6,5 mio. kr. Sæby Fritidscenter søger i denne sag om et kommunalt lån på 6,5 mio. kr.

Idrætsbørnehave og skole
I ansøgningen fra Sæby Fritidscenter i forbindelse med principbeslutningen var det planen, at børnehaven Bispevang skulle leje lokaler i Sæby Spektrum.

Der er endnu ikke kommet en aftale i stand med børnehaven Bispevang om flytning fra de nuværende lokaler til Sæby Spektrum.

Sæby Fritidscenter har lavet en aftale med børnehaven Bispevang om, at der i en periode holdes en mulighed åben for, at børnehaven kan flytte i Sæby Spektrum. Det giver børnehaven mulighed for at afklare sin fremtidige placering.

Ved principgodkendelsen blev det nævnt, at der vil være en deponeringsforpligtigelse for kommunen, når børnehaven lejer sig ind i lokaler i Sæby Spektrum. Da lejeaftalen ikke er indgået, er der ikke for nuværende en deponeringsforpligtigelse for kommunen i forbindelse med projektet.

Sæby Fritidscenter oplyser, at man har fået flere henvendelser fra andre parter, som er interesseret i at leje bygningen. Sæby Fritidscenter anser det derfor ikke for et problem for projektets driftsøkonomi, hvis børnehaven Bispevang ikke flytter til Sæby Spektrum. Der vil i så fald være andre lejere, som vil være interesseret i at indgå et lejemål. Sæby Fritidscenter har oplyst børnehaven om, at der nu arbejdes med en plan b for udlejning af lokalerne.

Alle aftaler med Sæbygårdskolen er på plads.

Byggetilladelse
Center for Teknik og Miljø har givet byggetilladelse til byggeriet den 31. oktober 2019.

Ejendomscenteret oplyser, at der fra Ejendomscenteret side ikke er løse ender til gennemførelse af byggeriet.

Sæby Fritidscenter har til brug for principgodkendelsen fremsendt et resultat-, balance- og likviditetsbudget for Projekt Spektrum for de første 1-5 driftsår. Heraf fremgår det, at der med de givne forudsætninger er et overskud stigende fra 564.000 kr. i år 1 til 904.000 kr. i år 5.

Tekst: Per Rye

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Økonomiudvalget ser på lån til Sæby Spektrum' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger