
Tilladelse til ny bolig mellem Brønden og Dybvad
14. november 2019 - kl. 15:28 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommune har i henhold til Lov om planlægning givet tilladelse til opførelse af en ny bolig med integreret garage på i alt 304 m2 og et overdækket areal på 25 m2 på ejendommen Skævevej 108 mellem Dybvad og Brønden.
Den ansøgte bolig placeres nord for den eksisterende bolig og opføres som en vinkelbygning med en maksimal længde på 26,4 m, en maksimal bredde på 19,8 m og en maksimal højde på 5,25 m. Boligen opføres med sort fibercement tag og ydervægge med hvidmalet strukturpuds. Ansøger er Kim H. Jensen.
Landzonetilladelsen meddeles på vilkår af: – eksisterende bolig og udhus nedrives senest 1 år efter den nye bolig er færdigmeldt. – igangværende arealoverførelse afsluttes som vist på vedhæftede rids. Landzonetilladelsen gives på vilkår af, at eksisterende bolig og udhus nedrives senest 1 år efter, den nye bolig er færdigmeldt.
Ejendommen er en beboelsesejendom på 1.500 m2 beliggende i landzone. Efter igangværende matrikulær sag er afsluttet, vil ejendommen have et areal på 9.988 m2. Ejendommen er beliggende i et område, som i kommuneplanen er udpeget som et større uforstyrret og særlig værdifuldt landskab og område til flersidig anvendelse. Ejendommen er beliggende inden for skovbyggelinje.
Ejendommen består af en bolig med 105 m2 boligareal og 60 m2 kælder samt et udhus på 24 m2. Eksisterende bolig og udhus nedrives.
Det er i tilladelsen vægtet at den nye bolig erstatter eksisterende byggeri på ejendommen. Den nye bolig vil blive placeret med større afstand til vejen, hvilket vil modvirke støjgener i forhold til vejstøj, og sikre bedre forhold for boligen og de udendørs opholdsarealer. Bygningens boligareal vil blive på 209 m2 og garagen vil blive på 95 m2.
Da eksisterende bygninger fjernes, vil ejendommens samlede bygningsmasse efterfølgende ikke være ud over det sædvanlige for en ejendom af denne type, og vil ikke påvirke de omkringliggende landskaber anderledes, end det hidtidige byggeri har gjort. Ejendommen får dermed ikke karakter af spredt bebyggelse og vil ikke påvirke naturen og de landskabelige værdier i området negativt.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tilladelse til ny bolig mellem Brønden og Dybvad' til en bekendt