
Ordning med klippekort for beboere på plejecentre
11. november 2019 - kl. 8:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Center for Sundhed og Pleje har en klippekortsordning for beboerne på plejecentrene. Sundhedsudvalget skal på udvalgets næste møde den 13. november træffe beslutning om, hvorvidt ordningen også skal omfatte folk på en aflastningsplads.
Ordningen begyndte i 2017 og var finansieret af puljemidler fra ministeriet i en toårig periode. Fra 2019 overgik ordningen til et fast bloktilskud, hvor finansieringen bruges til timeløn og indkøring af registreringen af timeforbruget. Registreringen er nu en naturlig del af driften, hvilket giver mulighed for at udvide klippekortene i det eksisterende budget.
Hvad er klippekortsordningen?
Ordningen betyder, at hver beboer på plejecentrene har ½ time om ugen til ekstra individuel aktivitet sammen med sundhedsfagligt personale.
Beboeren bestemmer selv over, hvordan den ekstra tid til aktiviteter skal bruges. De valgte aktiviteter kan både være én til én med personalet eller i mindre/større grupper.
Fokus er på øget livskvalitet for den enkelte, og ordningen bliver typisk brugt på aktiviteter som gåture i byen og på havnen, frisør, børnebørnenes fødselsdag mv.
Beboeren kan spare sine klip sammen og gemme op til 3 timer til en længere aktivitet. Ordningen er desuden med til at understøtte kommunens værdighedspolitik for ældreplejen, eftersom klippene giver beboerne mulighed for selv at bestemme og være herre i eget liv.
Fra 509 til 559 klippekort
Lige nu dækker ordningen de 509 plejeboliger, og med udvidelsen af de 50 aflastningspladser vil i alt 559 boliger være omfattet klippekortene.
Finansieringen i udvidelsen til aflastningspladserne findes i det eksisterende budget på 4.100.159 kr. fra bloktilskuddet. I indkøringen af klippekortsordningen blev der brugt tid på dokumentation og registrering af klippene, som nu er en naturlig del af driften.
Social-, sundheds- og kulturdirektøren indstiller for mødet, at Socialudvalget dels sender sagen i høring i Ældrerådet og Handicaprådet og dels træffer beslutning om, hvorvidt klippekortsordningen skal udvides til også at gælde aflastningspladserne.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ordning med klippekort for beboere på plejecentre' til en bekendt