Forslag til lokalplan for udvidelse af Sæby Havn klar

Forslag til lokalplan for udvidelse af Sæby Havn klar

31. oktober 2019 - kl. 8:19 - af

Forslag til lokalplan, kommuneplantillæg samt tilhørende miljørapport for en udvidelse af Sæby Havn er nu færdigudarbejdet.

Sagen behandles politisk i Teknisk Udvalg den 4. november og i Plan- og Miljøudvalget den 5. november.

Teknisk Udvalg blev allerede tilbage i maj måned præsenteret for projektet vedrørende en udvidelse af Sæby Havn. Siden denne præsentation har Frederikshavn Kommune som bygherre og myndighed fastholdt en tæt dialog med Kystdirektoratet med henblik på at få færdigudarbejdet forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og miljørapport for havneudvidelsen. Miljørapporten udarbejdes i tæt samarbejde med Kystdirektoratet.

Teknisk Udvalg er tidligere blevet orienteret om, at Kystdirektoratet under hele forløbet har været forsinket i forhold til behandlingen af dokumenterne, hvilket har påvirket tidsplanen for projektet.

Der kan dog endnu komme enkelte bemærkninger fra Kystdirektoratet til miljørapporten, som indarbejdes inden Byrådets forestående behandling. Såfremt Plan- og Miljøudvalget godkender planerne den 5. november, vil planerne blive udsendt i 8 ugers offentlig høring.

Indholdet i og indretningen af den nye del af havnen er uændret i forhold til den præsentation, som udvalget fik i maj.

Der er tale om en væsentlig ændring af kommuneplanen. Frederikshavn Kommune har i for-offentlighedsfasen modtaget overvejende positive tilkendegivelser over for havneudvidelsen. Der blev peget på, at det i miljørapporten bør undersøges, hvilken betydning udvidelsen af havnen vil få for Sæby Kirke, og en borger ønsker, at det i rapporten belyses, hvordan trafik og parkering håndteres.

Udvidelse til lystbåde, søsportscenter mv.
Med lokalplanforslaget gives der mulighed for, at der kan ske en udvidelse af Sæby Havn. En udvidelse af havnen skal give mulighed for en kapacitetsudvidelse af pladser til lystbåde, en ny disponering af de eksisterende havnefaciliteter samt mulighed for opførelse af et søsportscenter og andre offentlige og rekreative, havnerelaterede faciliteter i form af foreningsaktiviteter og udendørs idræts- og sportsfaciliteter.

I begrænset omfang gives der mulighed for at indrette små butikker med korte åbningstider samt mulighed for indretning af hytter til overnatning i forbindelse med foreningsaktiviteter.

I lokalplanområdets afgrænsning indgår dele af eksisterende havnearealer og erhvervsejendomme, arealer, hvor der foretages opfyld samt dele af søterritoriet.

Byggehøjde begrænses
Med lokalplanen fastsættes bestemmelser om bebyggelsens placering, omfang og udseende. Bebyggelsens omfang skal begrænses, og ny bebyggelse skal primært opføres alene med en bygningshøjde på 4 m for ikke at påvirke indblik og udsyn fra Sæby Kirke. Dog kan der tillades opført ny bebyggelse inden for nærmere afgrænsede områder i op til 2 etager og med en bygningshøjde på op til 8,5 m.

For at sikre, at ny bebyggelse indpasses i kystlandskabet og havnens maritime udtryk, stilles der krav om, at ny bebyggelse primært skal opføres i træ og fremstå i afdæmpede farver.

Parkering og hytter
Der udlægges med lokalplanen arealer til parkering, som kan rumme i alt 146 permanente parkeringspladser. Herudover udlægges et areal til vinteropbevaring af både, parkering, events o. lign.

I sommerperioden, hvor både er i vandet, og der er flest besøg på havnen, vil arealet kunne anvendes til parkering. Arealet kan rumme ca. 170 parkeringspladser. Det vurderes, at parkeringsbehovet kan dækkes af de arealer, der er udlagt til parkering i lokalplanen.

En lokalplan må kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis lokalplanen med bestemmelser om afskærmningsforanstaltninger mv. kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

På havnearealerne gives med planlægningen mulighed for, at der kan indrettes hytter til overnatning, hvilket er at betragte som støjfølsom anvendelse. Miljømæssigt betragtes Sæby Havn som et område for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse.

Det er vurderet, at effekterne af havneudvidelsen udgør en lille eller ubetydelig miljørisiko.

Link til udkast til lokalplan for havnen:
https://frederikshavn.dk/media/11820/udkast-til-lokalplan-saef015101-reduceret.pdf

Link til kommuneplantillægget:
https://frederikshavn.dk/media/11819/kommuneplantillaeg-nr-1558_politisk-behandling_10102019-reduceret.pdf

Link til miljørapporten:
https://frederikshavn.dk/media/11811/20190925-miljoerapport-reduceret.pdf

Link til visualiseringsrapport:
https://frederikshavn.dk/media/11816/bilag-7-visualiseringsrapport-a3-reduceret.pdf

Tekst: Per Rye

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Forslag til lokalplan for udvidelse af Sæby Havn klar' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger