
Kunstudstilling og friluftskoncert på Skovlyst
17. september 2019 - kl. 12:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag den 20. september, kl. 19, er der en udstilling bestående af et midlertidigt vinduesmaleri, vandfarvetegninger på bogsider samt en lerskulptur i det lille musikhus ved friluftsscenen. Et Naturligt Arrangement af Tyngdepunkter (eller Scener fra Wilhelm Meisters Trang til Teater) en udstilling af Jeanette Sætre.
I romanen møder man Wilhelm, der som barn er passioneret optaget af dukketeater, udklædning og fantasiens mulige og umulige universer, og som ung voksen trækkes han mellem trangen til at udleve sin teaterdrøm og faderens ønske om, at han skal gøre det fornuftige og indgå i familiens købmandsvirksomhed.
I kærlighedssorg over skuespillerinden Mariane rejser han ud, egentlig for at ordne forretninger for faderen, men møder snart en teatertrup og slår følge med dem. På rejsen møder han et vrimlende persongalleri; for eksempel akrobaten Mignon, som han køber fri af en voldelig trupchef, og den mystiske Harpespiller, der bevæger sig sorgtynget i baggrunden, med sin harpe og sang.
Wilhelm selv giver sig hen til ”den shakespearske Verden” hvor ”Æg udvider sig, og Kæmpeskikkelser skrumper ind til Svampe”, for det er i teatret, kunsten, at alting er i stadig bevægelse og hele tiden kan gøres på en anden måde – hvis modet og fantasien lader det umulige blive muligt.
Jeanette Sætre er billedkunstner og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2010. Hun er født i Norge, og flyttde i 2002 til Danmark, og bor nu i Sæby med sin mand Thomas og deres to børn. I det daglige driver de sammen Efter et nyt Minut udstillingssted, billedskole og antikvariat i Sæby gågade. Som billedkunstner arbejder hun med historiske tableauer og litterære fragmenter, der fungerer som afsæt for tegninger, objekter og installationer.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og i regi af kunstneren og Sæby Scenen.
Kl. 19.30 spiller Det atlantiske Eksil en minikoncert i jagten på et hemmeligt ekko fra skoven.
Skovlysts egen historie som teaterhus – og særligt som sted for Sæby Scenen og det aktive børne- og ungdomsteater, der udfolder sig her – er sammen med Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters Læreaar1 bagtæppet og materialet for udstillingens værker.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kunstudstilling og friluftskoncert på Skovlyst' til en bekendt