
Vild med Vand på Havnen i Sæby…
20. maj 2019 - kl. 9:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Er du Vild med Vand, eller ved du ikke helt, om det er noget for dig, eller hvordan man gør, så er der mulighed for at prøve en lang række af de vandsportsaktiviteter, der er mulighed for at dyrke i Sæby, når der på lørdag d. 25. maj er Havnens Dag.
Her står alle havnens foreninger klar til en snak om, hvordan det er at dyrke vandsport, og hvordan man kommer i gang. Der er også mulighed for at prøve flere aktiviteter som for eksempel en tur i Vinterbadernes koldtvandsbassin eller en tur med en sejlbåd fra Sæby Sejlklub, eller bare et kig ombord i en båd. Både Sæby Ro- og Kajakklub og SUP-Sæby tilbyder sejlture i robåd, kajak eller på Stand Up Paddleboard, til SUP skal der dog på forhånd bookes prøvetid via facebook. På de gamle træskibe Kaperen, Hansa og Brødrene kan man også komme ombord og se et gammelt træskib og høre gode historier fra de syv verdenshave, skal der mere fart over feltet kan man prøve en tur i den lynhurtige RIB-båd.
Redningsstationen holder åbent hus, hvor man kan se stationen, båden og demonstration af forskelligt udstyr, og på den gamle værftsgrund viser Sæby Jagtforeningen udstyr til havjagt. Ved Klostergydens fisk er der sjove konkurrencer og Det Glade Ishus deler præmier ud til dem, der løser en opgave om Havnens Dag, der udleveres ved sejlklubben.
Der er også mulighed for at stille sulten og slukke tørsten ved flere af foreningerne, der sælger øl og vand, pølser, vafler mv. og ved åbningen kl. 10.00 på Værftsgrunden er der gratis kagemand til alle fremmødte. Her holder Borgmester Birgit Hansen også åbningstale og søsætter hele den festlige dag på Sæby Havn.
- dav
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.









Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vild med Vand på Havnen i Sæby...' til en bekendt