
Sct. Mariæ skoles Big Band på besøg på Privatskolen
20. maj 2019 - kl. 7:31 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det hører nok til sjældenhederne, at en skole har et egentligt Big Band orkester, men Sct. Mariæ Skole i Aalborg har ikke færre end to. Et egentligt til de større elever og så et aspirantorkester for de yngste elever.
Skolens aspirantorkester var i torsdags på besøg på Privatskolen i Sæby og gav et brag af en koncert.
Koncerten var arrangeret af den ene af bandets dirigenter, Nicolai Hovde, der også er forælder til et par elever på Privatskolen.
Efter en velkomst af skoleleder Jan Jensen tog Big Bandet over under ledelse af bandets dirigent Gert Nørgaard, der straks satte bandet i gang med Hymn to Freedom af Oscar Peterson. Efter dette pragtnummer præsenterede Gert så Big Bandet. Den første begyndelse var i 1997, hvor det egentlige Big Band blev oprettet. Senere kom så Aspirantbandet til som fødekæde til det ”rigtige” Big Band. Skolen arbejder i øvrigt på at begynde et før skole band også.
Gert Nørgaard præsenterede derefter orkesteret, der består af alt-saksofoner, tenor-saksofoner, tromboner eller trækbasuner, trompeter, kornet, klaver og trommesæt. Også de enkelte medlemmer blev præsenteret.
Nicolai Hovde, der havde arrangeret koncerten og bl.a. underviser i trompet dirigerede også et par numre. Bl.a. Jutlandia af Kim Larsen og Pink Panter.
Koncerten bestod i øvrigt også af Sea Jam Blues af Duke Ellington, Tuttifrutti af Little Richard og mange flere.
Det blev en spændende koncert, hvor eleverne fik lov til at vise, det de kan, og Privatskolens elever var ikke sene til at overgive sig med store klapsalver.
Efter koncerten var Privatskolen vært ved en lille forfriskning, inden Big Bandet kørte videre til en ventende svømmehal i Skallerup.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sct. Mariæ skoles Big Band på besøg på Privatskolen' til en bekendt