
Øllet er klar til at flyde fra Sæby Bryghus
8. maj 2019 - kl. 14:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Klargøringen er igang til torsdag, hvor de tre bagmænd til Sæby Bryghus, Michael, Thomas og Anders, starter salget af deres øl i Sæbys butikker.
Øllet er brygget hos kollegaerne i Løkken, de har været de tre initiativtagere til stor hjælp i opstartsfasen.
Til spørgsmålet om der ikke skal brygges øl i Sæby, lyder svaret, naturligvis. ”Det anlæg vi skal brygge øl på, er det samme, som vi har brugt hos Løkken Bryghus, men for at få alle ender til at nå sammen, både i forhold til lokaler, logistik og ikke mindst brygning, så har vi valgt at vente med at starte egen brygning i Sæby til efteråret 2019.
Men det vigtigste, øllet er klar, og det er vi både glade for og stolte af”, fortæller Michael Bertelsen, den ene af de tre initiativtagere til det nye bryghus. ”Interessen fra lokale butikker, detailhandlen og ikke mindst overnatningsstederne har været fantastisk, og det vil jeg gerne rose dem for, dejligt at de allerede nu er klar til at støtte dette lokale initiativ”.
Det lille Bryghus i Grønnegade er lige ved at være klar til ibrugtagning, og der vil hele sommeren være åbent dagligt for salg af de lokale mærker. Når sommeren så er slut, og turisterne rejst hjem, er planen, at der skal holdes åbent i weekenderne, eller efter aftale ved arrangementer og lignende, dog vil det altid være muligt at få øl fra Sæby Bryghus hos andre butikker og udskænkningssteder i Sæby.
Udover Bryggeriet i Grønnegade råder de tre indehavere også over en lidt speciel udskænkningstrailer, der i sig selv har en helt unik historie. Traileren er klargjort, med stor hjælp fra Automester Allan Olesen på Gl. Aalborgvej, efter den tidligere ejer havde opgivet. ”Allan har ydet en kæmpe indsats, og det har bestemt ikke været uden problemer at få traileren på hjul. Der er gået adskillige timer, mails og andet detektiv arbejde forud, men nu er den klar, og det er vi mega glade for”, slutter Michael Bertelsen.
På torsdag går det så løs med de tre første produkter fra Bryghuset, og derfor er alle inviteret til at komme og smage Nellemanns IPA, Kaper Classic og SønderStrand Lager, torsdag den 9. maj kl. 16.00 til 18.00 på Torvet, lyder opfordringen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Øllet er klar til at flyde fra Sæby Bryghus' til en bekendt