
Flot overskud på 97.000 kr. i Skjolds Venner
8. maj 2019 - kl. 9:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag den 24. april 2019 afholdtes der generalforsamling i Skjolds Venner.
I det forgange regnskabsår for perioden 1. april 2018 – 31. marts 2019 har der været afviklet 33 bankospil, hvoraf de 4 var julebankospil og årets resultat gav et overskud på kr. 97.000, hvilket er det næsthøjeste resultat i foreningens historie.
Skjolds Venner har i det forgangne regnskabsår ydet støtte til IF Skjold med sammenlagt kr. 182.000, hvoraf kr. 130.000 er øremærket til kunstgræsbaneprojektet. Efter overførslen af støtten til Skjold udgjorde egenkapitalen ved regnskabsårets afslutning kr. 113.000.
En stor del af æren for det gode resultat i år og de flotte resultater de senere år har Carlo Pedersen, som har været foreningens formand siden 2010. Carlo Pedersen, har desværre har måttet trække sig fra bestyrelsen, som følge af sygdom, og ladet sig erstatte af Henrik Poulsen, der på sidste års generalforsamling blev valgt som førstesuppleant. Carlo har været en stor del af Skjolds Venner i rigtig mange år, både som formand og bestyrelsesmedlem, men også som medhjælper.
Tilbage i april 2010 var foreningen i overhængende farer for at måtte lukke, da den ikke kunne mønstre en fuldtallig bestyrelse, men det ville Carlo anderledes og han gik derfor med til at indtræde ind i bestyrelsen igen og være formand.
Under Carlos ledelse kan man godt sige, at foreningen er blomstret op igen, idet foreningen havde nogle magre år økonomisk tilbage sidst i nullerne med overskud på omkring kr. 20.000, som altså nu er vokset til et overskud på omkring 100.000.
Skjolds Venner skylder Carlo en stor tak for mange års tro tjeneste. I bestyrelsens beretning var der også en stor tak til de mange sponsorer, der støttede op omkring julebankospillene.
Der var også tak til de personer, der udover bestyrelsen hjælper til ved bankospillene og til præmiewhist. Endelig var der også tak til Meny og Sparekassen Vendsyssel for godt samarbejde, samt en stor tak til Nordjyske for gratis annoncering af julebankospillene.
Endelig var der tak til medlemmerne for kontingentbetalingerne og til bankospillerne, der jo er hovedindtægtskilden, samt til Randi Bøhm, der ikke modtog genvalg til bestyrelsen.
Ny formand i foreningen blev Jette Pedersen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er kasserer Henrik Sørensen, Henrik Poulsen, John Nygren og sekretær Jørn ”Mulle” Christensen, der blev valgt i ind i bestyrelsen i stedet for Randi Bøhm.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flot overskud på 97.000 kr. i Skjolds Venner' til en bekendt