
Hjerteforeningen Sæby indsamlede næsten 50.000 kr.
29. april 2019 - kl. 0:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det lykkedes søndag for Hjerteforeningen Sæby at indsamle næsten 50.000 kr. ved årets landsindsamling, der havde fået overskriften ”Landsuddeling 2019”, fordi det i Hjerteforeningen var besluttet, at en stor del af pengene skulle anvendes over hele landet på at uddele hjertestartere på steder, hvor der var mange indsamlere.
I Sæby samt Voerså, Lyngså og Østervrå nåede man 43.744 kr., hvortil kommer et forventet beløb på op imod 6.000 kr. via mobile pay.
”Det er faktisk et rigtig godt resultat, som vi er meget tilfredse med, da der var mange steder, hvor folk ikke var hjemme – ikke mindst fordi der var konfirmation,” siger formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo.
Der var op mod 50 indsamlere, og når de forskellige ruter fordeles i grupper, forventes det, at Sæby-området vil være berettiget til mindst 2, ja måske endda 3 hjertestartere. Placeringen vil sidenhen blive endelig fastlagt.
”Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, der har bidraget med beløb – store som små – til dette års indsamling. Samtidig er der også grund til at takke de mange, der trodsede regnvejret og samlede ind, så Hjerteforeningen efterfølgende kan dele hjertestartere ud,” siger Merethe Gaardbo, som samtidig siger tak til Spar Nord, der gav en hjælpende hånd med optælling samt lokale firmaer, som bidrog med boller og frugt, når indsamlerne afleverede ”hjerterne” fra indsamlingen.
Der kan læses meget mere på facebook og/eller i aktivitetskalenderen på Hjerteforeningen Sæbys hjemmeside: www.saeby.hjerteforeningen.dk/. Her kan der også læses om det særlige tilbud ”GIV LIV”, foreningen har om, hvordan man anvender en hjertestarter og yder hjælp ved hjertestop.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjerteforeningen Sæby indsamlede næsten 50.000 kr.' til en bekendt