2018 var et udfordrende år i Turisthus Nord

2018 var et udfordrende år i Turisthus Nord

4. april 2019 - kl. 13:47 - af

Onsdag holdt Turisthus Nord generalforsamling for foreningens medlemmer på Scandic The Reef i Frederikshavn.

Til generalforsamlingen aflagde formand Ulla Mosich bestyrelsens beretning.

BESTYRELSENS BERETNING FOR 2018 – TURISTHUS NORD
2018 har været et travlt, spændende og udfordrende år i Turisthus Nord – både for medarbejderne og os i bestyrelsen.Jeg vil starte lige med at præsentere den siddende bestyrelse:

Generalforsamlingsvalgte:

Sæby: Jacob Thorup Larsen (FU) og Brian Fabricius

Frederikshavn: Ole Hust (FU) og Søren Mejlvang

Skagen: Signe Larsen og Ulla Mosich (FU)

Udpegede medlemmer: Marianne Bredevang (Frederikshavn Erhvervsråd), Birgit Hansen (Frederikshavn Kommune)

Uden stemmeret – 3 handelsstandsforeninger: Per Abildgård – Sæby, Lars Dannervig – Frederikshavn, Thorben Pedersen – Skagen

Stærk medlemsforankring i Turisthus Nord
Medlemmerne er rygraden i THN og vores grund til at eksistere. Vi har igen i år haft stor fokus på at understøtte medlemmerne i udvikling og vækst. Ult. 18 havde vi 315 medlemmer og en fremgang i medlemsindtægterne fra 1,4 til 1,5 mio. Det vidner om en fortsat stærk forankring i turisterhvervet i hele Frederikshavn Kommune, og det gør os rigtig stærke i de muligheder og udfordringer vi står overfor i de næste par år. Lokal forankring og god dialog med alle medlemmer er supervigtig for os – nu og i fremtiden.

Vækst og udvikling:
2018 bød på flot fremgang fra mange i erhvervet – ikke mindst takket være en forrygende sommer med mange glade gæster. Fremgangen giver optimisme for en øget vækst i turismen i Frederikshavn Kommune – vi arbejder stadig stenhårdt på at udvikle skuldersæsonerne med henblik på flere fuldtidsarbejdspladser, der alt andet end lige, også vil gøre det nemmere at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Udvikling og vækst kommer ikke af sig selv – det kræver investeringer, mod og nytænkning. Og det ser vi rigtig meget af i form af

Nye hotelinvesteringer i hele kommunen – både med renovering og nybygning, der enten er realiseret eller på vej– og jeg kan i den forbindelse bl.a. nævne

  • o Hotel Jutlandia v. Camilla Frost i Frederikshavn
  • o Hvide Klit Resort
  • o Skagen Hotel v. Gitte Nordmann
  • o Skagen Resort v. Fjordline
  • o The Reef i Frederikshavn
  • o Hotel Marie i Skagen
  • o Hotel Viking i Sæby
  • o Galleri Tavi i Skagen, der bygges om til lækre lejligheder
  • o Color Hotel Skagen

Hvis jeg har overset eller glemt nogen, må I tilgive mig – men jeg synes ganske enkelt, at alle disse tiltag indikerer, at der er optimisme og investeringslyst i vores branche, og det tyder jo også, at man tjener penge rundt omkring.

Mulighed for flere campinghytter på baggrund af det nye campingregulativ vil helt klart også motivere flere af vores campingpladsejere til at bygge flere og bedre hytter.

Havneudvidelserne i Skagen og Frederikshavn samt en meget aktiv havn i Strandby, der byder på nye spændende faciliteter for lystfiskere og maritime oplevelser – og udvidelsen og udviklingen af havnen i Sæby ikke at forglemme.

Etablering og udvikling af nye attraktioner og events – senest udkigspunktet på Pikkerbakken i Frederikshavn – og forskønnelse af solnedgangspladsen i Skagen, der snart er på plads.

Det er virkelig dejligt at se alle disse positive takter og investeringer i vores kommune – også fra vores store gæsteleverandører og samarbejdspartnere Color Line, Stena Line og Fjordline.

Shopping er ikke en ”reason to go”, men når gæsterne er hos os, er det en meget vigtig del af oplevelsen. I 2018 er der på kommunens foranledning bestilt en detailhandelsanalyse, som bl.a. viser at turismens andel af detailomsætningen i Skagen er 48% mens den i Frederikshavn og Sæby udgør hhv. 13% og 12%. Analysen ser derfor et vækstpotentiale for detailhandelen i Frederikshavn og Sæby. I får var der møde om analysen i Skagen – og jeg vil derfor ikke gå i detaljer med det – men blot konstatere, at det er vigtigt at holde åbent, når vi ved, at der er mange gæster i byen.

Turisme er et vækstspor i Frederikshavn Kommune – og erhvervet bidrager positivt til den kommunale økonomi samtidig med at vi gør området attraktivt for potentielle tilflyttere

Erhvervet en økonomisk vigtig faktor i Kommunen – og i 2018 skabte erhvervet ca. 2.520 årsværk – svarende til ca. 13,3% af den samlede jobmængde – og derfor blev vi også taget lidt på sengen, da kommunen i forbindelse med budgetforhandlingerne i oktober uden varsel beskar vores aftale for 2019 med 500 t. Jeg er klar over, at det var en bunden opgave at finde 2 mio. til (var det nyt erhvervsfremmesystem og ”varme hænder”?) Det var lidt af en kold dusche – specielt da budgettet for 19 var lagt – men vi har re budgetteret og skåret i de opgaver, vi udfører i henhold til vores kontrakt for 2019.

Ny erhvervsfremmestruktur
Den nye erhvervsfremmestruktur som blev meldt ud fra regeringen og Dansk Folkeparti medio 18 har optaget rigtig meget tid og tankevirksomhed hos os. Det tog ret lang tid før loven blev udmøntet og endeligt vedtaget i december 2018, så det blev helt klart, hvilke pejlemærker man i fremtiden skal arbejde efter. Som det fremgår af vores medlemsorientering udsendt primo marts, skal der dannes mellem 15 og 25 destinationsselskaber på landsplan.

Det er en kommunalpolitisk opgave at finde samarbejdspartnere og p.t. arbejder Frederikshavn Kommune med en model der hedder Aalborg, Brønderslev, Læsø og Frederikshavn Kommuner. Mig bekendt er modellen endnu ikke sanktioneret i Økonomiudvalget.

Det betyder også, at Frederikshavn Kommune med virkning fra 2020 ikke længere kan lave en kontrakt med THN, men er forpligtet til at løfte de kommunale turistfremmemidler ind i et kommende fælles selskab, hvis man fortsat skal have adgang til søge ind i de offentlige turistfremmemidler. En kommune kan ikke stå alene – det er undersøgt hos Erhvervsministeren.

Arbejdet med at finde en form på et nyt selskab er endnu i sin vorden, og der har været et sonderende møde mellem kommunaldirektører og turistdirektører fra de involverede kommuner.

Så der er desværre ikke mere nyt at berette i forhold til den udsendte information. Vi satser stadig på at blive budt til bords i forhold til at være med til at forme strategien i et kommende destinationsselskab. Via THN’s position som Nordjyllands største og stærkeste medlemsejede turistorganisation samt hjemsted for landsdelens stærkeste danske og internationale brand ”Skagen” vil vi i bestyrelsen og vores medarbejderstab arbejde for, at vores medlemmer via THN får størst muligt udbytte af et nyt destinationsselskab med de muligheder for udvikling og synergi, der vil ligge i selskabet.

Jeg forstår godt den usikkerhed der føles omkring de nye konstellationer – og jeg kan til en vis grad følge de, der siger: Så danner vi bare en ny forening og ”går selv” – MEN det vil bare være en virkelig dårlig idé. Som erhverv vil vi miste indflydelse og anseelse – og det vil være at skyde

sig selv i foden. I organisationen THN har vi opsamlet viden og kompetencer til at være med til at bære erhvervet videre – alt det bliver smidt ud med badevandet, hvis der danner sig små fraktioner uden egentlige økonomiske muskler og kompetencer. Det vil på igen måde styrke os som destination eller erhverv.

Så hvis vi som medlemmer ønsker en stærk stemme ind i en ny destination, er det meget vigtigt, at vi bevarer opbakningen til Turisthus Nord – nu mere end nogensinde er det afgørende at vi står sammen som erhverv.

Ingen kontrakt med kommunen fra 2020
Som tidligere nævnt kan THN fra 2020 ikke have kontrakt med Frederikshavn Kommune – og det betyder i princippet, at vi mister vores største kunde. Vi vil fortsat, med medlemmernes opbakning, arbejde for at udvikle turisterhvervet i Frederikshavn Kommune med lokal fremgang og forankring for øje. Det betyder også at vi får et større forretningsmæssigt råderum og en større bevægelsesfrihed i forhold til hvilke forretningsmæssige områder og indsatser, vi som organisation vil vægte sammen med jer medlemmer.

De midler vi selv generer i foreningen ”går til os selv” og de udviklings- og markedsføringsmæssige tiltag vi beslutter os medlemmer og THN imellem. Jeg må understrege, at THN er medlemmernes ejendom, og vi kan IKKE fusioneres ind i andre samarbejder uden en generalforsamlingsbeslutning. Det er medlemmerne, der bestemmer.

Det er bestyrelsens hensigt straks efter generalforsamlingen at arbejde med strategi 2023 – for uanset at vi vil samarbejde om en fælles strategi i et nyt destinationsselskab, er det vigtigt at vi sætter mål for vores egen vækst og udvikling her i området.

Så vi har haft et spændende og arbejdsomt 2018 – og 2019 er startet i samme fart.

Vi ser frem til et godt og fremgangsrigt 2019 – med de opgaver, der følger med – og selv om vi i øjeblikket bevæger os i lidt ukendt land, så ser vi muligheder – og drømmer om og arbejder positivt for en god og solid helårsturisme i Frederikshavn Kommune.

Sluttelig vil jeg takke bestyrelsen og FU for et godt og engageret arbejde – og alle vores gode medarbejdere og hele turisterhvervet for en strålende indsats. Vi er Danmarks bedste kystferiedestination – og vi vil blive ved med at have førertrøjen på.

Turisthus Nords aktiviteter i 2018.
Turistdirektør René Zeeberg orienterede om Turisthus Nords aktiviteter i 2018, som også er beskrevet i denne årsrapport:
https://issuu.com/skagen-tourist/docs/turisthus_nord__rsberetning_2018?e=2182343/68869988

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen for Turisthus Nord sig.

Bestyrelsen tegner sig nu således:
Ulla Mosich (Aalbæk) Formand/FU – genvalgt for 2 år

Jacob Thorup Larsen (Sæby) Næstformand/FU – genvalgt for 2 år

Ole Hust (Frederikshavn) FU

Signe Larsen (Skagen)

Brian Fabricius (Sæby)

Søren Mejlvang (Strandby) – Genvalgt for 2 år

Suppleanter:
Hanne Stokholm (Sæby) – Nyvalgt for 1 år.

Anders Engsig Ditlevsen (Fr.havn) – Nyvalgt for 1 år.

Bruno Rytter (Skagen) – Nyvalgt for 1 år.

Udpeget af byrådet:
Birgit Hansen

Udpeget Sæby Handelstandsforening:
Per Abildgaard

Udpeget af Frederik:
Lars Dannervig

Udpeget af Skagen Handelstandsforening:
Thorben Pedersen

Udpeget af Erhvervsrådet:
Marianne Bredevang

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '2018 var et udfordrende år i Turisthus Nord' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger