
Boligforening har travlt med renovering og nybyggeri
18. marts 2019 - kl. 0:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Boligforening har travlt med mange forbedrings-, renoverings- og nybyggeriprojekter.
Bl.a. har man afsluttet flere opgaver i Frederikshavn, og i øjeblikket er der godt gang i Sæby.
På Solsbækvej 2 og Grønnevænget 2 er 21 nye – og allerede meget efterspurgte – boliger på vej.
I boligforeningens blad ”Stafetten” skriver adm. direktør Kim Madsen, at der er gang i oprydning og miljørensning. ”Der var jo tidligere gasværk, så der er en del ubehagelige ting, der skal fjernes. Det gør vi selvfølgelig,” forklarer han. Indflytning ventes klar sidst i 2020.
Desuden er der 45 nye almene familieboliger på Sæby Havn, hvor lokalplanen først skal på plads, ligesom der skal findes en investor, der vil bygge badehotel. Her kommer også 27 private boliger. En indflytningsdato tør man ikke melde ud på nuværende tidspunkt.
Der er også fuld gang på en omfattende renovering af boligblokkene på Farvervej – et projekt, som strækker sig over et par år.
Energiforbedring og renovering
”Det seneste nye er, at vi skal energiforbedre og renovere knap 2.000 boliger i 18 afdelinger, som vi har fået mulighed for med EU-støtte til planlægning og projektering m.m.,” skriver Kim Madsen.
Det er den Europæiske Investerings Banks afdeling ”Elena”, der yder støtte på omkring 12 mio. kr.
Målet med energiforbedringerne er at spare 30 % energi i de knap 2.000 boliger, hvilket betyder, at der kan spares energi, svarende til forbruget i 600 boliger.
”Elena” er en støtteordning til huse i Luxembourg. Boligforeningen håber at igangsætte energiforbedringer for ca. 250 mio. kr. Planlægning og projektering skal være klar i løbet af de kommende 3 år.
Det understreges, at der ikke er tale om støtte til de fysiske arbejder som f.eks. isolering, solceller og mursten. Det er tilskud til at planlægge og projektere forbedringerne, som svarer til ca. 5 % af forbedringsudgiften. ”Til de 3 år får vi faktisk ca. 11,5 mio. kr., hvoraf halvdelen går til eksterne rådgivere som ingeniører og arkitekter. Den anden halvdel går til lønninger i boligforeningen.
På driftssiden udskiftes dyre traktorer med små støjsvage og ikke forurenende el-varebiler.
FN’s verdensmål
Frederikshavn Boligforening har yderligere ambitioner. Man vil gøre FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling til hverdagsmål.
Fra boligforeningens formand, Bjarne Walentin, lyder det: ”Vi ønsker i Frederikshavn Boligforening at involvere vores beboere ud fra den betragtning, at vi alle kan gøre det lidt bedre, og mange bække små kan gøre en å.”
Man vil starte med at involvere afdelingsbestyrelserne til at sætte fokus på områder, man kan implementere og synliggøre over for beboerne i foreningens mange boliger. Der udarbejdes en tjekliste, hvor opnåede resultater kan afkrydses.
Man er allerede i gang – ikke mindst når det drejer sig om energi, klima, rent vand, bæredygtige boliger, fællesskaber og social ansvarlighed. Således skiftes til LED-belysning; der udarbejdes energihandlingsplaner, og man tænker energiforbrug ved renoveringer, solceller, varmepumper og jordvarme samt genbrug af bygninger ved renoveringer.
”Vi skal længere; vi skal gå foran, og det vil vi bruge 2019 til. Vi vil skabe redskaber og muligheder for den enkelte, så vi alle kan løfte i flok, så hver især kan se fornuften i at gøre en forskel,” lyder det fra Bjarne Walentin, som tilføjer, at ”vi dermed bidrager til at skabe en bæredygtig og bedre fremtid for vore efterkommere.”
Et godt råd
Og så bringer ”Stafetten” et godt og nyttigt råd: ”Vidste du, at dagslys gør det af med stuens og soveværelsets bakterier?”
Så derfor lyder en opfordring om at rulle gardinerne op og lade dagslyset komme ind. Dagslys gør det nemlig af med en masse bakterier i husstøv, der ellers giver luftvejssygdomme. Samtidig er det en god idé at lufte ud flere gange om dagen for at undgå fugt i boligen.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Boligforening har travlt med renovering og nybyggeri' til en bekendt