Sæby Erhvervsforening har holdt generalforsamling

Sæby Erhvervsforening har holdt generalforsamling

7. marts 2019 - kl. 20:14 - af

Sæby Erhvervsforening har afholdt ordinær generalforsamling på Sæby Søbad.

I beretningen lagde formanden, teknisk direktør ved Roblon, Kim Müller, vægt på, at foreningen fremstår som et synligt og udviklende erhvervsnetværk i Sæby.

Visionen er at gøre Sæby til et dynamisk og attraktivt centrum for både det gode liv og erhvervslivet i Vendsyssel, og foreningen arbejder på hele tiden at forberede vækst i området.

Der har været nedsat en række arbejdsgrupper. Fra formandens og gruppernes beretninger skinnede det igennem, at der sker rigtig meget positivt i Sæby. Det forventes, at der inden for de nærmeste år vil der være meget stor mangel på arbejdskraft. Man arbejder kraftigt på at rekruttere og ”fastholde” folk – bl.a. i samarbejde med Move North.

Attraktive tilbud
Der skal skabes attraktive tilbud med gode skoler, fritid, udvikling, handel og uddannelser. Desuden skal etableres tæt samarbejde mellem politikere, kommunen, uddannelsesinstitutioner, handelen, turisterhvervene – så vil man helt sikkert se et godt resultat af anstrengelserne.

”Det er et langt sejt træk, men det er nødvendigt! Vi kan ikke stoppe internethandelen, men vi kan i Sæby-området gøre os endnu mere attraktive på alle parametre,” fastslog Kim Müller.

Formanden kom bl.a. også ind på opstilling af kystnære havvindmøller i det nordlige Frederikshavn, et nyt erhvervsfremmesystem samt den økonomiske udligningsreform, som Folketinget har vedtaget.

Kommune og erhvervsliv i tæt kontakt
Direktør i Erhvervs Nord, Niels Bay Christensen, uddybede det store arbejde med erhvervsfremmesystemet. Han advarede mod, at en central urbanisering risikerer at tage livet af små og mindre samfund.

”Det er oplagt, at kommunen fortsat har kontakt med erhvervslivet,” lød det fra Niels Bay Christensen.

Han redegjorde for det nye Erhvervshus Nordjylland, som kommunerne skal drive på tværs.

Erhvervshus Nord har 3 primære kerneopgaver: erhvervsservice, erhvervsudvikling og erhvervsstrukturudvikling, hvor man bl.a. forsøger at tiltrække uddannelser samt kapital og udenlandske virksomheder til området. Man arbejder på at udforme uddannelser, som passer sammen med erhvervsstrukturen. Desværre beskæres tilskuddet til Erhvervshus Nord med ca. 2 mio. kr. – svarende til omkring 20 % – over de næste par år.

Store investeringer kan være på vej
Niels Bay Christensen kunne fortælle, at man har medvirket til, at M:A:R:S har fået en meget ”stor bid” af nedtagningen af off shore ved Tyra-feltet i Nordsøen. Det vil gavne Frederikshavn Kommune. Desuden er man meget optimistisk med et arbejde om at skaffe udenlandsk investering for mere end 2 milliarder kr. til kommunen, ”hvis vi vinder opløbet”. Det er et langsigtet projekt, som han desværre ikke kunne løfte sløret for.

Via Erhvervshus Nord er der lavt sat over de seneste 5 år skabt mindst 625 nye jobs i kommunen. Det vil svare til et skatteprovenu på mindst 50 mio. kr. Det blev også bemærket, at der sælges fisk ud af kommunen for årligt 5,3 milliarder kr.

Mindre underskud
Regnskabet for Sæby Erhvervsforening viste udgifter for 232.192 kr. og et underskud på knap 13.000 kr.. Egenkapitalen udgør 191.608 kr.

Man vedtog et par ændringer omkring kontingent, så det hidtidige første års gratis medlemskab for iværksættere ophører. Der oprettes et nyt personligt kontingent (nærmest at sammenligne med et passivt medlemsskab). Priser for medlemskab for virksomheder med under 10 ansatte er uændret 1.500 kr. Mellem virksomheder betaler 2.500 kr., mens større virksomheder med over 50 ansatte betaler 5.000 kr. for et årligt medlemskab af foreningen.

Valg til bestyrelsen
Til bestyrelsen genvalgtes John Sørensen (DMT) og Jesper Luff Olesen (OCTOKOM), mens Brian Stenbro valgtes til en ledig plads for DI/Dansk Erhverv. Flemming Byrgesen og Jesper Krøger Lemme ønskede ikke genvalg. I stedet nyvalgtes Rune Dam Dyhr (Sæby Varmeværk), Martin Gadensgaard (Skiold) og Morten Stausgaard (Cantona). Bestyrelsen konstituerede sig med Kim Müller som formand, Morten Mørk som 1. næstformand og John Sørensen som 2. næstformand.

5 Indsatsspor
Sæby Erhvervsforening har 5 indsatsspor: vækstmidler, kommunikation, erhvervsgrunde, overnatningsmuligheder og Sæby Havn. Indsatsporene er vedtaget på foreningens strategidag.

Målet er at skabe størst mulig værdi for Sæby og foreningens medlemmer ved at understøtte mulighederne for erhvervsøkonomisk vækst.

Indsatssporene uddybes via en synliggørelse og branding af Sæby Erhvervsforening, fornyelse og udvikling af området ved Sæby Havn, forøgelse af antallet af attraktive erhvervsgrunde, tiltrækning af vækstmidler samt tiltrækning af overnatningsmuligheder.

Sæby Erhvervsforening har godt 100 medlemsvirksomheder og står sammen med Frederikshavn Erhvervsforening og Skagen Erhvervsforening bag Erhvervshus Nord. Tilsammen når man op på omkring 550 virksomheder. Erhvervshus Nord yder uvildig vejledning og sparring til lokale virksomheder, iværksættere og virksomheder, der ønsker at etablere sig i kommunen.

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæby Erhvervsforening har holdt generalforsamling' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER