Sæby-elever med til at finde nye bakterier
29. januar 2019 - kl. 0:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I efteråret 2018 kunne skoleelever over hele landet deltage i Naturvidenskabsfestival 2018 og via Astras masseeksperiment prøve at lokalisere og finde frem til nye bakterier. Selve eksperimentet løb over 2 dage á 4 timer.
Det samlede masseeksperiment bestod af en obligatorisk forskningsmæssig del og en række valgfrie aktiviteter knyttet til eksperimentet. De valgfrie aktiviteter kredsede alle om mikroorganismer, herunder bakterier.
Blandt de mange deltagende skoler var elever fra Sæbygårdskolen i Sæby.
Masseeksperimentet er en naturvidenskabelig undersøgelse i sin reneste form. Eleverne bruger naturvidenskabelige undersøgelser og metoder i en virkelighedsnær og meget relevant sammenhæng. I 2018 arbejdede eleverne efter en protokol. De producerede vækstmedier og kontrollerede, og de indsamlede planteprøver i naturen, hvorefter prøverne blev analyseret og registreret, inden dataene blev indsendt til forskere på Novozymes.
Ikke færre end 25.000 danske skoleelever bidrog til fund af nye, sunde bakterier i naturen. Astras masseeksperiment 2018 har resulteret i verdens hidtil største indsamling af bakterier fra naturens planter. Forskernes analyse af de mange prøver har givet et opsigtsvækkende fund: 10 hidtil ukendte bakteriearter, alle potentielt gavnlige mælkesyrebakterier.
I Danmark bliver der til sammenligning kun fundet 1 ny bakterieart årligt. De nye fund kan give mulighed for at udvikle helt nye, naturlige fødevarer og kosttilskud. Det var derfor som udgangspunkt håbet at finde mindst 1 ny bakterieart. Fundet af hele 10 nye arter er derfor langt over forskernes forventning.
Elevernes succesfulde nye bakteriefund er fordelt over hele Danmark. De nye arter er der i 4 tilfælde kun fundet et enkelt eksemplar af.
Resultaterne gav sig udslag i indsamling og registrering af 11.142 indsendte prøver. Heraf var 3.906 unikke, rene bakteriestammer, 3.212 var kendte bakteriestammer, 649 var ukendte, nye bakteriestammer, og 10 var altså helt nye bakteriearter.
I Frederikshavn Kommune har også elever fra Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus indsamlet prøver og data. Der er tale om bl.a. grene, græs, rødder, grøntsager m.v.
Link, hvor skolerne og elevernes fund er oplistet. Sæbygårdskolen og Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus optræder adskillige gange på den lange liste:
http://www.bacteriadanica.dk/
Kilder: https://naturvidenskabsfestival.dk/eksperiment-2018 og https://naturvidenskabsfestival.dk/masseeksperiment
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby-elever med til at finde nye bakterier' til en bekendt