
Minibyen Sæby hyldet for unikt fællesskab
25. januar 2019 - kl. 14:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag blev Minibyen i Sæby et stort skulderklap rigere, da de entusiastiske pensionister bag den lille by modtog GF Nords ”Tak for dit overskud”-pris for deres gode sammenhold og store sociale indsats.
Hvad der blot skulle have været en helt almindelig dag i Minibyen Sæby, blev pludselig til en anderledes dag i værkstedet, da GF Forsikring i Nordjylland, overrakte ”Tak for dit overskud”-prisen til de engagerede pensionister, der står bag den flotte miniby.
Gruppen af pensionister, der dag efter dag tropper op i Minibyen for at bygge på, nørkle med og vedligeholde den lille kopi af Sæby, har ikke blot skabt en turistattraktion til glæde for borgere og gæster i Sæby. Igennem deres 19 år lange arbejde med det imponerende minibyprojekt har de skabt et unikt fællesskab og har givet sig selv et friskt pust af liv, glæde og indhold i dagligdagen.
En imponerende indsats
Med GF Nords ”Tak for dit overskud”-pris fulgte 10.000 kr, som kan bidrage til, at Minibyen i Sæby har mulighed for at fortsætte deres arbejde mange år endnu.
– Minibyen i Sæby er et fantastisk samlingssted for pensionister i området. De har gjort en imponerende indsats med at skabe et rum, hvor de på én og samme tid bidrager til Sæby, nyder hinandens selskab og får såvel Minibyen som deres fællesskab til at vokse. Derfor har Minibyen i Sæby i høj grad fortjent denne pris, siger Jens Jørgen Vinther, der er formand for bestyrelsen hos GF Nord.
Udover Minibyen i Sæby tre andre foreninger og privatpersoner en anerkendelse fra GF Nord. Alle modtagerne er nomineret af folk i lokalområdet via GF’s hjemmeside, og den endelige udvælgelse af modtagere har GF Nords lokale bestyrelse stået for.
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Minibyen Sæby hyldet for unikt fællesskab' til en bekendt