
Godt nytår fra Landsbyklyngen Østkystens Guld
30. december 2018 - kl. 0:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Her ved slutningen af 2018 er det på sin plads at gøre status over vores projekt omkring oprettelsen af en landsbyklynge.
Vi kan med stor stolthed sige, at vi nu er en Landsbyklynge med det formål at samarbejde i Præstbro, Voerså, Lyngså, Mølholt, Stidsholt og Ørtoft om at være et bedre sted at bo, at flytte til, og at besøg som turister. Klyngen skal ikke erstatte det arbejde eller de foreninger, som i dag er ude i de enkelte områder – men støtte op om det, der er fælles og koordinerende.
Det har været en lang proces frem til at stå her, hvor vi gør i dag. Projektet er en udbygning af det fantastiske samarbejde, der startede i Den Bette Trekant.
I foråret 2017 er der så nogle initiativtagere, der mener, det er tid til at udvide den Bette Trekant til at dække et større geografisk område. Det ønsker man så at gøre, ved at sende en ansøgning til RealDania, Lokal og Anlægs Fonden og DGI om at blive en af de 25 Landsbyklynger i Danmark. I Juni 2017 får vi besked om, at vi var blandt de heldige.
Vi sagde ja til en ”rejse”, vi på forhånd vidste ville tage 1 ½ år – det har været anderledes end andre projekter, og det har indimellem sat vores tålmodighed på prøve, og til tider har vi ikke syntes, at vi er nået nogen veje. DET er vi – vi kan være superstolte at det engagement, der har været lagt fra mange forskellige sider, og fra alle de 6 områder for at etablere den fælles landsbyklynge.
I projektet er der også en del faste processer, vi skal igennem, en af dem har været en borgerundersøgelse, hvor vi har fået indsigt i, hvordan det er at bo i klyngen og en indsigt i, hvad der måske skal til at nye tiltag for at tiltrække flere og for at fastholde dem, der bor her i dag.
Vi kan være superstolte at den høje svarprocent på 23,5 % – der var blandt højdespringerne i alle landsbyklynger.
Fra starten har det været meget vigtigt, at få en fælles kalender op at stå – en kalender der kan sikre at vi ikke laver arrangementer på samme aften, og en kalender der sikrer, at vi alle ved, hvad der foregår i hele klyngen og ikke kun vores egne lille lokal område. Den kalender er nu oppe at stå sammen med vores fælles hjemmeside. Et projekt hvor mange foreninger for både fastboende og sommerhusejere har deltaget. På opstarts workshops omkring hjemmesiden var der mødt 30 personer – superflot.
Vi kan med stort stolthed fortælle om den fantastisk flotte video, vi har fået lavet. En video der beskriver flot de områder, hvis ikke du allerede har set den, så er den her : Link til film
Den film håber vi, I alle vil benytte hver gang I har lejlighed til det.
Hvis alle tiltag skal beskrives, kan status blive meget lang, men for at nævne de væsentligste :
- Der er lavet et flot logo som ALLE i klyngen gerne skal bruge
- Holdt facebook-kursus betalt af LAG- alle borgerne i klyngen var inviteret
- 6 fællesmøder – hvoraf der deltog 170 på Efterskolen den 18/9
- Markedsføring af klyngearbejdet til Landsbyløbet 2018
- En kortlægning af alle foreninger og mødesteder
- Fundraisingkursus for alle interesserede
Det officielle klyngearbejde og den organisering, der er i dag, er slut pr. 21/3 2019 – så derefter skal der laves en ny organisering. Det bliver en eller anden form for forening, og der arbejdes pt. på højtryk i styregruppen for at finde den rette organisering. Det vil I meget snart høre mere om.
Et andet tiltag, der er travlt med, er at få lavet en plan for de indsatsområder bl.a. borgerundersøgelsen resulterede i. Der laves en strategiplan for hvordan og med hvad, der som minimum skal arbejdes med de næste par år. Til det arbejde er der nedsat en række arbejdsgrupper med mange frivillige fra alle 6 områder.
Det er arbejdsgrupper indenfor:
- Dagligvareindkøb
- Børn og unge – skole og fritid
- Turisme
- Vandreture og vandrestier
- Kommunikation – hjemmeside, facebook og markedsføring
- Borgerinvolvering
Albæk-Voer Sparekasse har doneret 10.000 kr. til arbejdet med stier – et flot skulderklap til denne gruppes arbejde. Vi har etableret en fundraising gruppe, der er i gang med at søge midler til andre tiltag i klyngen.
Denne status kan med stolthed underbygge, at der er sket mange gode ting i forlængelse af vores landsbyklynge projekt og en ting er sikkert, det er ikke slut endnu.
Godt nytår og tak for den mange frivillige timer og tak for opbakningen i 2018.
Styregruppen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Godt nytår fra Landsbyklyngen Østkystens Guld' til en bekendt