Ny aftale for tapning af donorblod
23. december 2018 - kl. 2:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På det seneste møde i regionsrådet er der indgået aftale mellem Region Nordjylland og donorkorpsene i Nordjylland om tapning fra nytår. Den nye aftale er indgået, fordi den hidtidige ophører med udgangen af 2018.
Der vil fremover være følgende faste tappesteder i Nordjylland: Aalborg, Hjørring, Nykøbing M., Thisted samt Hobro. Der vil være blod donorkorps følgende steder: Aalborg, Brønderslev, Frederikshavn, Skagen, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Nykøbing Mors, Thisted samt i Vesthimmerland.
Der kan – udover tapninger på de fastsatte tappesteder – etableres tapning på andre lokaliteter i regionen – eksempelvis på større arbejdspladser og lignende. Tapninger på andre lokaliteter skal ske efter aftale med det berørte donorkorps.
Region Nordjylland følger de gældende regler vedrørende sikkerhed for donorer mv. I forbindelse med tapning sørger Region Nordjylland for forplejning til donorerne i form af drikkevarer mv. Desuden vil der i venterum være aviser og blade.
Der tappes blod efter behov. I 2017 var der i alt 26.222 tapninger i Region Nordjylland. Ved indgangen til 2018 var der 20.051 aktive donorer i Region Nordjylland. Det er hensigten, at donorer så vidt muligt tappes 1,6 – 1,7 gange om året.
Region Nordjylland udbetaler fra årsskiftet 58 kr. pr. tapning til det enkelte donorkorps.
I specielle tilfælde, hvor en bestemt type blod må skaffes med kort varsel, sørger Region Nordjylland i nødvendigt omfang for befordring af donorer i forbindelse med tapning og dækker om nødvendigt tabt arbejdsfortjeneste for donor.
Blodbanken i Region Nordjylland administrerer navnelister for de enkelte donorkorps. Blodbanken må ikke udlevere eller videregive personoplysninger uden skriftligt samtykke fra donor.
Link, hvor hele aftalen kan læses:
https://edocfiler.rn.dk/Regionsr%C3%A5det/2018-12-18%2013.00/Dagsorden/Referat/Internet/2018-12-21%2008.18.37/Attachments/3739482-5633928-1.pdf
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny aftale for tapning af donorblod' til en bekendt