Eventyrlig jul i idylliske Sæby<br>…

Eventyrlig jul i idylliske Sæby

14. december 2018 - kl. 12:07 - af

Havet vugger blidt frem og tilbage og bølgerne slår stille mod det våde sand. Vinden er bidende kold og stranden ligger øde hen. Mørket falder på og lygterne bliver tændt. Byens torv lyser op i en kaskade af lys og smukke farver og julestemningen er næsten til at tage og føle på. Luften er elektrisk og fuld af forventning, og gaderne vrimler med spændte og håbefulde folk i alle aldre.

Jul i Sæby
Jul i den lille by ved kysten er en begivenhed, der bliver set frem til hele året. Torvet bliver smukt pyntet op med lyskæder, julehjerter, og boder med alskens ting og sager pryder fortove og gader. Der dufter af gran og stearinlys, og brændte mandler og søde æbleskiver, og gaderne er et hav af røde huer og lige så røde kinder, og smittende latter blander sig med sød julemusik. Juletræet blev tændt engang i november til stor fornøjelse hos alle og dagen blev fuldendt med et besøg af julemanden og hans godteposer til de bløde toner af julemusik fra byens nissegarde.

Jul i Sæby er en magisk tid. Så hold godt fast på nissehuen, mens vi tager dig på en eventyrlig tur gennem byens fascinerende historie og de årlige juletraditioner.

En farverig historie
Den skønne lille by ligger et stenkast fra Frederikshavn på Danmarks smukke østkyst og kunne i 2017 bryste sig af et indbyggertal på 8841 mennesker. Den gamle havneby er med sin spændende historie, fantastiske badestrande og hyggelige, gamle købstadsmiljø en turistmagnet, der hver sommer tiltrækker rejsende i massevis fra både ind- og udland. Sæby blev gjort til en officiel købstad i 1524, da den fik købstadsrettigheder. Inden da blev der bygget et karmeliterkloster, der i dag står som byens ældste vartegn. Byen blomstrede og blev en prominent fiskeristad, men gennemgik perioder med både op- og nedgange; nogle gange var byen i dyb armod og næsten uden indbyggere, og i andre perioder blomstrede den. Især i starten af det 19. århundrede gik det fremad, da industrialiseringen tog fart og der blev bygget en togstation i byen. Samtidig var byen blevet et populært ferie- og badested på grund af de smukke sandstrande og skønne badeforhold.

Smukke omgivelser, spændende slotte og spøgelser
Når du i dag besøger byen, kan du gå en tur på havnen og høre historier fra fiskerne, gå en tur på strandpromenaden, nyde de friskfangede delikatesser på de velbeliggende fiskerestauranter; du kan gå en tur i skoven, spille golf eller gå på museum, og du kan besøge Voergaard Slot, hvor du kan høre spændende historier om byen og slottet selv. Det forlyder, at slottet var ejet af biskop Stygge Krumpen, som havde et ønske om at eje hele Vendsyssel og mere til, men hans plan om at gøre Voergaard til hovedsæde for sit imperium blev forpurret af Skipper Clements bondehær, som vælter Krumpen i 1534 og to år efter tilfalder slottet kongen.

I 1578 overdrager Kong Frederik II Voergaard Slot til Karen Krabbe, som efterlader slottet til sin datter, Ingeborg Skeel. Sagnet siger, at efter Ingeborgs død i 1604, begyndte hun at hjemsøge slottet. Det blev så slemt, at der blev bragt en præst ind for at skabe ro på slottet igen. Ingeborg Skeel sjæl blev stedt til hvile i en mose tæt på, men hun rykker efter sigende tættere og tættere på slottet hvert år og den dag, hun kan kigge ind gennem vinduerne, vil slottet gå til grunde. Rygter siger, at Ingeborg stadig bliver set den dag i dag i skikkelsen af en hvid dame.

Begivenheder og seværdigheder
December måned summer af liv og forventningens glæde svirrer i luften. Hvis du kommer til Sæby i juletiden, vil du opleve farverige boder, venlige handlende, god musik og fremragende kulinariske oplevelser. Besøg Fruen på havnen, slå tankerne fra med en gåtur på stranden, og tag en rundtur på Voergaard Slot. Der er mange former for overtro; du kan prøve at undgå tallet 13, kaste salt over venstre skulder, og undgå at gå under stiger, men kan du undgå den Hvide Dame på Voergaard?  Book deres spøgelsestur og oplev uhyggen selv.

Lige så uhyggelig som fangekælderen og Voergaards spøgelser kan være, lige så hyggeligt er det andre steder på slottet her i julemåneden. Der er fint pyntet op og du er velkommen til at tage en rundtur i de smukke sale. Den 20. december er der julekoncert på slottet med Jesper Lundgaard og Lene Siel, ligesom du kan høre byens musikkorps spille på torvet de fleste juledage.

Der er en hyggelig julegudstjeneste den 24. december, og der bliver lavet dekorationer og julestjerner, hæklet og strikket og gået Luciaoptog og søndag den 16. december er der en julesangskoncert, når mørket har sænket sig over byen, hvor du kan komme og synge med over kaffe og æbleskiver.

Sæby er et vidunderligt lille smørhul, som med åbne arme tager imod besøgende og gerne viser dem alt, hvad deres by har at byde på. Så slå et smut forbi havnebyen og kom i julestemning i de skønne omgivelser.

Rigtig glædelig jul.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Eventyrlig jul i idylliske Sæby
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger