
Erik Schack blev tildelt Malteser-ordenens fortjenstemedalje
12. december 2018 - kl. 8:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Caroline Schack havde bildt sin far ind, at de skulle til Frederikshavn og hygge på en café sammen med en god fælles jagtven, Bent, men Bent ringede dog forinden og lagde endnu en lille løgn om, at de lige blev nød til at runde kommunen før cafébesøget, da der skulle underskrives nogle papirer omkring noget jagt, som jagtforeningen havde budt ind på. Erik anede på intet tidspunkt uråd, heller ikke da de stod i den ellers tomme kommunebygning lidt over kl. 16.
Efter et par minutter blev de hentet af borgmesterens sekretær, som med det samme var med på løgnhistorien om jagtpapirerne. Det var først da de trådte ind i byrådssalen, som var fyldt med kendte ansigter, og Erik blev budt velkommen af borgmester Birgit Hansen, at han begyndte at stille spørgsmål. Og svarene kom fra Per Østergaard, medlem af Ordnen af Saint John, han sagde:
”Erik, du er blevet tildelt denne medalje, The Order of Saint John of Jerusalem, som er det engelsk navn, for det vi kender som Malteserordenen, der har været i Danmark siden 1100-tallet”.
Mens tårerne begyndte at trille fra en meget rørt og meget stolt Erik, forsatte Per Østergaard: ”Derfor lå det vores stormester, Vore Kongelige Højhed Prins Karl Wladimir af Jugoslavien, meget på sinde, da han hørte historien om dig, og hvad du havde udrettet, at du blevet tildelt denne særlige fortjeneste medalje. Den er blevet tildelt for din tapperhed og dit heltemod i dit forsøg på at redde de to fiskere den 4. august 2014. Dette er ikke en medalje, som bliver uddelt særlig ofte, og kan kun blive uddelt én gang om året her i Danmark, men det er 4 år siden, den sidst er blevet tildelt nogen”.
Herefter tog borgmester Birgit Hansen ordet:
”Kære Erik, velkommen i byrådssalen. Du er indstillet til at skal modtage Malteserordenen, og der er ingen tvivl om, at du er en helt. En helt sætter sit liv på spil for at redde andre, og det er det I falckreddere gør. Uanset hvad, så vil du altid være redder – det er det, du er! Men du er også så meget andet, husk det. Du er en fighter, det har du altid været. Der er ingen, som siger, at livet er let, men for pokker hvor har du, I og din familie kæmpet, og I kæmper stadig – stor respekt for det. Det er fuldt fortjent, at du nu tildeles denne medalje, og jeg er kun glad og beæret over, at jeg har fået lov til at medvirke”.
Der er ingen, der aner, hvem der har indstillet Erik Schack, og man kan heller ikke få det oplyst, kun at der er flere, som har indstillet ham.
Man kan læse hele historien og dagens begivenhed på Caroline Schacks blok eller på hendes facebookside.
Tekst og billede: Caroline Schack
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Erik Schack blev tildelt Malteser-ordenens fortjenstemedalje' til en bekendt