
Planer om datacenter ved Sølystvej i Sæby
29. november 2018 - kl. 12:24 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er planer om et innovativt varmegenvindingssystem ved Sæby Varmeværk ved Sølystvej – Energivej -Kjeldgaardsvej i Sæby.
Planerne er sat på dagsordenen for næste møde i Plan- og Miljøudvalget den 4. december.
Center for Teknik og Miljø har modtaget ansøgning om såkaldt principgodkendelse til opførelse af et datacenter på ejendommen Sølystvej 12 i Sæby.
Der ønskes opført et datacenter med tilhørende administrationsafsnit. Datacentret skal placeres på et areal på ca. 100 m x 100 m i den nordvestlige del af grunden. Bygningen vil bidrage til varmeproduktionen på Sæby Varmeværk, men vil samtidig have funktion som datacenter og vil derfor kræve dispensation fra lokalplanen.
Sæby Varmeværk erhvervede i 2014 ejendommen og fik udarbejdet en lokalplan for ejendommen. Med lokalplanen sikrede varmeværket muligheden for at kunne etablere tekniske anlæg til alternativ varme- og energiproduktion på ejendommen. Sæby Varmeværk er i øjeblikket i gang med at opføre et stort solvarmepaneler på hovedparten af denne ejendom.
Overskudsvarme til brug for varmeværket
Varmeværket søger nu i samarbejde med ECO-Locaxion v/ Gitte Jensen, Hals, om at opføre et nyt datacenter med tilhørende køleanlæg og administrationsafsnit. Med det ansøgte byggeri vil overskudsvarme fra datacentret kunne bruges af Sæby Varmeværk til opvarmning ved varmeværkets kunder (ca. 3500 parceller). Bygningen vil således fungere som et større teknisk anlæg, hvor overskudsvarme fra dele af bygningen aftages af Sæby Varmeværk.
Ejendommen er omfattet af lokalplan for området. Lokalplanområdet må kun anvendes til tekniske anlæg til alternativ varme-/energiproduktion. Derudover må der etableres bygninger til teknik, lager, værksted, mandskabsrum m.v. i sammenhæng med områdets primære funktion.
Det samlede areal af bygninger inden for byggefeltet må ikke overstige 1000 m², og bygninger må ikke overstige 8,5 m. I byggefeltet opføres en vekslerbygning på i alt 240 m² i forbindelse med etablering af solvarmepaneler i området.
Datacenter på 4500 m2
Der ønskes nu opført en bygning til datacenter på i alt 4500 m² med en totalhøjde på 9,5 m. Det ansøgte byggeri placeres uden for lokalplanens byggefelt. Byggeriet kræver dermed dispensation fra lokalplanen.
Efter lokalplanen skal vejadgangen til området ske via privat fællesvej til Sølystvej. Der ønskes i tilknytning til datacenteret etableret yderligere vejadgang til den private fællesvej Sølystvej. Yderligere vejadgang placeres vest for den eksisterende vejadgang. Placeringen af yderligere vejadgang fra Sølystvej til datacenteret kræver dermed dispensation fra lokalplanen.
Jf. Planloven kan Byrådet dispensere fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Vidtgående afvigelser kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan. Ansøgningen har været i naboorientering ved ejere, beboere og virksomheder af ejendomme, der ligger omkring ejendommen Sølystvej 12. Der er ikke indkommet bemærkninger til sagen i forbindelse med naboorienteringen.
Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet i Plan- og Miljøudvalget, at udvalget godkender de ansøgte dispensationer opførelse af nyt datacenter.
Mindre afhængig af fossile brændstoffer
Af ansøgningen fremgår det, at Sæby Varmeværk i lang tid har undersøgt, hvorledes varmeproduktionen kan gøres mindre afhængig af fossile brændsler, hvilket også er i tråd med Frederikshavn Kommunes strategi for vedvarende energi 2030.
Det er omkring et år siden, varmeværket første gang fik kontakt til Gitte Jensen fra ECO-Locaxion. Her blev man præsenteret for idéen om udviklingen af et datacenter, hvor kølingen skulle etableres i samarbejde med en varmeforsyning. Herved udnyttes begge sider af varmepumpen optimalt – på den ene side leveres køling til datacenteret – og på den anden leveres varme. Således bliver der tale om et stort teknisk anlæg til en ny CO2-fri varmeproduktion til varmeværket, og som samtidig leverer køling til et CO-location-datacenter.
Sæby Varmeværk bemærker, at i det forgangne år er det forelagte projekt blevet udviklet i tæt samarbejde mellem indehaveren, forskellige specialister og varmeværket. Forskellige placeringer har været på tale, men den foreslåede placering i det nordvestlige hjørne af grunden er valgt med omhu med hensyn til den afhængige infrastruktur (forsyning af el på enten 10 eller 60 KV – gode fiberforbindelser og ikke mindst, at effekten fra kølingen kan afsættes som varme direkte til varmeværket som nærmeste nabo).
CO2-frit til gavn for alle
Datacentret vil blive CO2-frit, suppleret med at varmeværket får en endnu større andel varmeproduktion som også er CO2-fri.
Datacentrets køling foretages med vand, så hovedparten af den el-energi, der forbruges i serverrummene, overføres til varme med hjælp af varmepumper og direkte udnyttes i Sæby Varmeværks varmeproduktion og dermed erstatter fossilbrændsel (naturgas).
Det påpeges i ansøgningen, at ved at der opnås en synergi mellem kølingen til datacenteret og udnyttelsen af varmen til varmeværket, opnås der en ikke ubetydelig besparelse på udledningen af CO2.
Sæby Varmeværk slutter sin ansøgning med en understregning af, at en dispensation også er med til, at projektet kan realiseres til gavn for alle parter, og det samtidig kan påvises, at et samarbejde omkring udnyttelsen af energien mellem et datacenter og et varmeværk kan lade sig gøre til fælles bedste.
Læs mere om planerne her på side 7 samt fra side 129:
https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%202018-2021&date=04-12-2018%2015.00%20-%2018.00&fileName=Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf
Læs også:
https://saebyavis.dk/2018/11/28/varmeprisen-stiger-mange-steder-dog-ikke-i-saeby/
Link til ECO-Locaxion:
https://cvrapi.dk/virksomhed/dk/eco-locaxion-ivs/39993775
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Planer om datacenter ved Sølystvej i Sæby' til en bekendt