
Udmøntning af 4 mio. kroner på skoleområdet
10. november 2018 - kl. 12:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I budgetforliget for budget 2019 var parterne i Byrådet i Frederikshavn Kommune enige om at anvende 4 mio. kr. i 2019 til investeringer i folkeskoleområdet. Beløbet er kun afsat i 2019.
Det fremgik af forligsteksten, at prioriteringen og udmøntningen skulle ske i Børne- og Ungdomsudvalget.
Dette udvalg skal derfor drøfte hvilke elementer på skoleområdet, der skal prioriteres i forhold til de afsatte midler. Det sker på næste udvalgsmøde den 13. november.
Skole- og dagtilbudschefen har haft en uformel forespørgsel til distriktslederne i skolerne om input til puljen og fordelingen af den.
Her kom synspunkter om at undgå et stort bureaukrati omkring ansøgning og bevilling frem. Ligeledes at inddragelse af ledere og medarbejdere er vigtigt for at få effekt af investeringen, og at størrelsen på de enkelte tildelinger bliver stor nok til at ”gøre en forskel”. Dertil kommer som gennemgående princip, at forløb, der genererer praksisviden for hele skolevæsenet, bør prioriteres.
På børneområdet
Med budgetvedtagelsen 2019 fik Børne- og Ungdomsudvalget også tilført 7,5 mio. kr. til børneområdet.
Budgetforliget fastlægger, at udmøntningen her skal ske med fokus på at skabe mulighed for at forbedre normeringerne i dagtilbuddene, for derigennem at kunne styrke inklusionen og det forebyggende arbejde for de 0-6-årige.
I budgetforliget blev det desuden beskrevet, at ”beløbet kan fordeles over hele området eller alternativt tilføres enkeltprojekter i specielt udfordrede områder”.
Samtidig blev det fastlagt, at 2,21 mio. kr. af de afsatte 7,5 mio. kr. skulle gå til at annullere allerede udmeldte besparelser. Dermed er der i alt 5,29 mio. kr. til styrkelse af normeringen på dagtilbudsområdet.
Center for Børn og Skole foreslår, at indekseringsbeløbet pr. plads sættes op, og at det bliver distriktslederne samt skole- og dagtilbudschefen, der har ansvaret for at sikre, at pengene anvendes til en øget normering og dermed højere antal personaletimer pr. barn. Indekseringsbeløbet pr. plads er inklusiv forældrebetalingstaksten.
Link, der på side 8 og 9 nærmere beskriver ændringerne og taksterne:
https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=B%C3%B8rne-%20og%20Ungdomsudvalget%202018-2021&date=13-11-2018%2015.30%20-%2018.30&fileName=Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udmøntning af 4 mio. kroner på skoleområdet' til en bekendt