
Vand og plastikænder sluppet løs i nyt åløb
1. november 2018 - kl. 16:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 1. november var dagen kommet, hvor det det nye og meget store vandplansprojekt ved det gamle dambrug over for Sæbygård Slot skulle indvies.
Indvielsen blev noget af et tilløbsstykke. Op imod 400 interesserede borgere – heraf flere skoleklasser fra Sæbygårdskolen – var mødt frem og fulgte ”slagets gang”.
Formanden for kommunens tekniske udvalg, Karsten Thomsen (A), bød velkommen. Han fortalte, at projektet er det hidtil største vandløbsprojekt i Frederikshavn Kommunes historie – ja faktisk har det været 14 år undervejs. Fra starten var daværende Nordjyllands Amt og godsejer på Sæbygård, Julius Arenfeldt, involveret i planerne.
Karsten Thomsen forklarede, at der samtidig er tale om et klimasikret projekt, hvor det også er muligt at ”parkere” overskydende vand.
”Man kan kun blive glad, når man ser, hvor vellykket, arbejdet er udført, og jeg er sikker på, at åens regulering vil blive til gavn for både lystfiskere og naturelskere,” sagde Karsten Thomsen, der samtidig benyttede lejligheden til at rette en stor tak til alle involverede entreprenører, firmaer og kommunens fagcentre for veludført arbejde.
Slip vandmasserne løs
Afslutningsvis gav Karsten Thomsen signal til, at vandmasserne kunne slippes løs. Herefter tog 2 store gravkøer fat på synkront at fjerne de jord- og lermængder, der endnu dæmmede op for, at vandet kunne løbe ind i den nye 525 meter lange åslyngning.
Det varede ikke mange sekunder, før åens vand fandt vej til den nye rute, og omkring 100 små plasticænder, som elever fra Sæbygårdskolen havde sat deres navn på, blev nu hældt ud i åen, hvor de flød lystigt af sted.
Uhindret passage for vandløbets fauna
Formålet med projektet er at skabe uhindret passage for vandløbets fauna. Dette er gjort ved at fjerne fisketrappen og genslynge vandløbet på det gamle dambrugsareal. Derved udjævnes faldforholdene, og der kan etableres gydestryg for vandløbets fisk.
Frederikshavn Kommune har entreret med Hede Danmark, som efterfølgende har entreret med Vestjysk Kloak & Anlæg ApS til størsteparten af grave- og anlægsarbejdet.
Man har udjævnet det gamle dambrugsareal, så det ikke længere bærer præg af dambrug, og i bunden af det nye vandløb er der udlagt sten. Over en strækning på 525 m er der etableret 7-8 S-formede omløbsstryg – såkaldt genslyng af vandløbet.
Tekst: Per Rye
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
- Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vand og plastikænder sluppet løs i nyt åløb' til en bekendt