Skal du med til Danseaften på fredag?
17. oktober 2018 - kl. 8:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fem timers nonstop harmonikamusik er på programmet fredag 19. oktober til Danseaften i Østervrå. Billetsalget er i fuld gang, og du kan stadig nå at komme med, og måske skulle du også spørge, om din nabo vil med.
For 13. gang er der Danseaften i Østervrå, og arrangørerne melder at forberedelserne nu er gået ind i sidste fase. – Vi har allerede solgt godt af billetterne, og forventer at sælge mange flere, fortæller Rita Mathiassen, vi har erfaring for, at de fleste billetter sælges i ugen op til deadline, som er 11. oktober.
Nonstop musik
Fem orkestre med et samlet antal musikere på 40-50 mand har meldt sig klar til efterårsferiens Danseaften i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Der bliver genhør med Flauenskjold Harmonikaorkester, Thorup Spillemænd, Go-Jawten og Volstrup Harmonikaklub, mens De Gråsprængte fra Bindslev er et nyt bekendtskab.
Orkestrene spiller nonstop aftenen igennem, kun afbrudt af korte sceneskift til teknikken, og sidst på aftenen udtrækning af gevinster på entrebilletterne. Her er fine præmier bl.a. et gavekort på 1.000 kr.
Trofaste frivillige
Aftenen byder også på et lækkert tag-selv-bord og dertil kaffe og kage. Maden leveres igen i år af Emilievejens Slagterforretning i Frederikshavn. Hele aftenen sørger et korps af frivillige for at aftenens gæster serviceres på bedste vis. Der er tale om rutinerede hjælpere, som er særdeles godt kendt med opgaverne og publikum.
Billetter
Køb af billetter samt bordreservation kan ske til Bente Christensen eller Rita Mathiassen.
På facebook kan du under ”Danseaften i Østervrå Hallen” løbende følge opdateringer og nyheder samt se programmet.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skal du med til Danseaften på fredag?' til en bekendt