
REGAN VEST – Danmarks dybeste hemmelighed
16. oktober 2018 - kl. 11:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Skjult for offentligheden og landets fjender, opførte de danske myndigheder i 1960’erne en atombunker, som skulle rumme regering og kongehuset under en 3. verdenskrig.
Anlægget, kaldet REGAN VEST, er en underjordisk by med plads til 350 personer med bl.a. hospital og 232 rum. Dybt begravet 500 m inde i en bakke, 60 m under jorden.
Få indsigt i forholdene i bunkeren, når major Hans Aage Simonsen, der var daglig leder af anlægget, fortæller om bunkerens indretning, planerne med bunkeren og viser billeder derfra.
Foredraget udbydes som debatforedrag, da der bliver rig mulighed for spørgsmål og debat om den kolde krig dengang contra risikoen for samme i dag.
Foredraget finder sted på Sæby Søbad torsdag den 1. november kl. 19. Entre 100 kr.
Forhåndstilmelding ønskes på www.lof.dk/frederikshavn – frederikshavn@lof.dk – eller på tlf. 5918 3350
Fhv. major Hans Aage Simonsen var anlæggets sidste pladskommandant og havde, indtil den faste bemanding blev indstillet, tilsynsfunktion for anlægget.
Gennem mange år kørte han fra sit hjem i Aabybro til Nørre Uttrup Kaserne, men han drejede kun sjældent af til kasernen. I stedet fortsatte han – i hemmelighed for hans familie, venner og kollegaer – mod syd og ankom ad forskellige veje til anlægget ved Rold Skov, hvor han gjorde tjeneste.
Var der biler bag ham, når han nærmede sig anlægget, skulle han køre omveje indtil bilen var ”rystet af”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'REGAN VEST - Danmarks dybeste hemmelighed' til en bekendt