
Teknisk Udvalg orienteres om lystbådehavnene i kommunen
5. oktober 2018 - kl. 0:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I forlængelse af Teknisk Udvalgs behandling af budgetoplæg 2019 tilbage i august måned og byrådsmedlem Peter Sørensens (V) spørgsmål i denne forbindelse får udvalg på næste møde den 8. oktober en orientering om havnenes økonomi og pengestrømme, som det udtrykkes i dagsordenspunktet.
Havnene har i budgetoplægget en samlet nettobevilling på knap 0,1 mio. kr., og bag det er der en række forudsætninger og driftsmæssige udfordringer, som skal håndteres.
Frederikshavn Kommune har 5 lystbådehavne. Sæby Havn og Skagen Lystbådehavn drives kommunalt og med kommunalt ansatte, hvorimod den daglige drift af Aalbæk Havn, Rønnerhavnen og Voerså Havn varetages af lokale foreninger i tæt samarbejde med kommunen.
Havnefoged Birger Isaksen i Sæby er koordinator for de 5 havne på tværs og derfor i løbende dialog med foreningerne om de vedligeholdelsesmæssige opgaver, der påhviler kommunen.
Foruden den økonomi, som er direkte knyttet til havnene, administrerer Ejendomscenteret et bådebrosprojekt på anlægsbudgettet på årligt ca. 2 mio. kr. i en 10-års periode fra 2013–2023 med henblik på primært udskiftning af bådebroer på lystbådehavnene. Bådebrosprojektet drives i samarbejde med Park og Vej.
På udvalgsmødet orienteres om Teknisk Udvalgs økonomi på havneområdet generelt og pengestrømmene for de enkelte havne. Yderligere orienteres der om Skagen lystbådehavn – behov på kort og længere sigt og sæsonens forløb.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Teknisk Udvalg orienteres om lystbådehavnene i kommunen' til en bekendt