
Ny bro til unge bliver bygget i Vendsyssel
16. september 2018 - kl. 13:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vendsyssel vil være bedst i landet til at få unge videre i uddannelse og arbejde. Den 1. oktober mødes kommuner, virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner og ildsjæle på tværs af Vendsyssel for at debattere og beslutte, hvordan vi i fællesskab bliver nummer 1.
Det sker på Vendsyssel Møde 2018 (se program) i Arena Nord i Frederikshavn fra kl. 13:00-16:30 med deltagelse af borgmester Birgit S. Hansen; Mette Pless, Center for Ungdomsforskning, AAU og ildsjæle fra virksomheder, foreninger, kommuner o.a.
De seneste undersøgelser og statistikker viser, at det trods mange gode intentioner og mange milliarder ikke er lykkedes at knække kurven med unge som står uden arbejde og uddannelse. De nyeste tal fra i sommers viser, at 13.500 unge mellem 18 og 25 år står uden arbejde og uddannelse i Nordjylland.
I 2017 blev det første Vendsyssel Møde holdt på Vendsyssel Teater, hvor 100 beslutningstagere og ildsjæle fra virksomheder, kommuner, foreninger og uddannelsesinstitutioner debatterede og videndelte om, hvilke initiativer der kan få flere af vores unge videre i livet til gavn for dem selv og arbejdsstyrken i Vendsyssel.
Blandt resultaterne er den udsolgte ungemesse med 4000 deltagere, der løber af stablen samtidig med Vendsyssel Mødet, et projekt om virksomheders sociale ansvar og en interviewundersøgelse blandt fagfolk, virksomheder, frivillige og forskere, der arbejder med udfordrede unge. Undersøgelsen førte til 5 principper, der kan bruges som et kompas i det fælles arbejde med unge.
Mette Pless fra Center for Ungdomsforskning fremhæver særligt evnen til at skabe stærkere samarbejde mellem kommuner, virksomheder, foreninger, uddannelse o.a. som væsentligt for at lykkes med at hjælpe unge videre i livet.
De 5 principper der søges opbakning til på Vendsyssel Mødet er:
- Vi udvikler stærke bånd, dialoger og fællesskaber på tværs af kommune, civilsamfund og unge
- Vi skaber stærke relationer og er rollemodeller
- Vi sætter praksisnær undervisning i centrum – det giver mening for unge
- Vi tager de unges passioner og drømme alvorligt – en genvej til uddannelse og arbejde
- Vi skaber øvebaner for de unge – rammer, systematik og planlagt fritid
Arrangør
Vendsyssel Nu er en nonprofit forening, som brænder for at skabe fællesskab på tværs af geografi, sektorer, virksomheder, foreninger og borgere i landsdelen. Vi er et mangfoldigt netværk, der arbejder for at udvikle sammenholdskraften i Vendsyssel. www.vendsysselnu.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny bro til unge bliver bygget i Vendsyssel' til en bekendt