
Grønt lys fra politisk side til Sæby Spektrum
23. august 2018 - kl. 12:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Byrådets økonomiudvalg skulle på udvalgets møde i går tage stilling til en principbeslutning om støtte til anlægsfinansiering af Sæby Spektrum.
Politikerne nåede i enighed frem til følgende beslutning, som nu er protokolleret: ”Indstillingen tiltrædes, således at principperne nu er fastlagt. Beslutningen forudsætter, af de forhold, der skal afklares, bliver det inden for rammen af det fremlagte. Det forudsættes også, at det kommunale økonomiske engagement ikke overstiger de i sagsfremstillingen fremlagte beløb, herunder lånebeløbet på 6,5 mio. kr. Finansieringen sker via kontoen for effektiv udnyttelse af bygninger og anlæg.”
I praksis betyder dette, at der nu fra politisk side er givet grønt lys for finansieringen af Sæby Spektrum, som skal opføres på arealer ved Sæby Fritidscenter og vandrerhjemmet.
Hjertet
Sæby Spektrum består af en ny springhal, en mellembygning “Hjertet”, som forbinder den nye og den gamle hal, samt en renovering af den gamle hal. Det samlede projekt løber op i 26,9 mio. kr.
Sæby Spektrum søgte om et kommunalt lån på 6,5 mio. kr. til delvis finansiering af ”Hjertet” og udenoms arealer.
Det er afklaret med revisionen, at kommunen lovligt kan give lån til disse formål. Lånet ønskes udbetalt over 3 år. Der er ikke aftalt vilkår for tilbagebetaling af lånet, hvorfor dette skal afklares efterfølgende. Ansøger ønsker 10 års rente- og afdragsfrihed på lånet.
Specielt ønsket om, at ”Hjertet” i bygningen skal være omdrejningspunkt og mødested for brugerne, er løst helt unikt ved at skabe en rotunde mellem det nye springcenter og den eksisterende idrætshal. Rotunden opføres i 3 etager og vil bestå af en række spændende aktiviteter, der skal skabe synergi, synlighed og sociale relationer.
I beskrivelsen af projektet hedder det bl.a.: ”Med en velovervejet disponering og et visionært design kan Sæby Spektrum blive et spændende og udfordrende sted som et aktivt, dynamisk og udadvendt aktivitetsområde, der danner ramme om et socialt og mangfoldigt samlingssted for byens borgere i alle aldre.”
Projektet understøtter kommunale og regionale udviklings- og masterplaner på strategisk niveau.
Kan slet ikke få hænderne ned
Formanden for Sæby Fritidscenter – og dermed Sæby Spektrum – bankdirektør Lars Høst er i dag en særdeles glad mand.
”Da vi i bestyrelsen fik den gode nyhed, kunne vi næsten ikke få hænderne ned igen. Vi er henrykte. Det er 4 års hårdt arbejde med projektering og finansieringsmuligheder, der nu har fået positiv tilkendegivelse fra politikerne.”
Lars Høst understreger, at Sæby Spektrum vil blive et rigtig vigtigt samlingspunkt for ikke bare Sæby, men også for omegnen og hele kommunen. Sæby Spektrum vil tiltrække yngre familier, og der vil komme et mangfoldigt flow i huset af såvel ældre som yngre brugere.
”Der er fortsat nogle ting af mere teknisk art, som skal afklares, og vi skal have de sidste dele af økonomien på plads. Vi har gennem hele processen haft en fantastisk god dialog med politikerne og teknisk forvaltning, så der er ingen tvivl om, at det hele nu får den fornødne ro til at falde på plads,” udtaler Lars Høst, som forventer, at man kan tage første spadestik i starten af 2019 og tage spektrum i brug i løbet af 2020.
Links til projektet og den politiske behandling
Link til Økonomiudvalgets dagsorden og beskrivelse af Sæby Spektrums ansøgning:
https://frederikshavn.dk/media/8426/220818_referat-med-bilag_oeu.pdf
og gå til punkt 4 på dagsordenen.
Via samme link og scrolle til side 579 om følgende sider kan man se en detaljeret beskrivelse af hele projektet samt tilhørende skitser og tegninger.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Grønt lys fra politisk side til Sæby Spektrum' til en bekendt