
“Verden Rundt” med Sæby Skoleafdeling
21. april 2018 - kl. 12:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hele uge 16 stod i skolefestens tegn på Sæby Skoleafdeling – og under overskriften “Verden Rundt” kom elever og lærere vidt omkring: Fra Brasiliens regnskov til isen på Antarktis, fra Thailands templer til USA’s storbyer, og fra Indiens varme til Grønlands kulde… Disse var blot nogle af de steder, der blev arbejdet med – og som forældre, bedsteforældre og søskende torsdag eftermiddag og aften ved skolefesten også fik et flot og spændende indblik i.
Ugens første dage gik med både oplevelser og baggrundsviden fra de mange forskellige lande, samt naturligvis forberedelse af udstillinger og aktiviteter til kulminationen torsdag, hvor op mod 1.000 gæster besøgte skoleafdelingen. Her kunne man bl.a. få smagsprøver, se skuespil og dans, gå på neglebar og nyde eksotiske drinks, fare vild i Egyptens pyramider, se flotte masker og andre udstillede genstande, lære både japansk og kinesisk – og meget, meget mere. På selve aftenen var der således med boardingcard fra Saeby Airlines, Inc. adgang til alle egne af kloden tur/retur – og med det fantastiske vejr var der endda også mulighed for at nyde årets første rigtige danske sommeraften i skolegården og på legepladserne.
Fredag var der oprydning og hygge i klasser og stamhold på skemaet, inden en velfortjent weekend stod for døren – og alle kunne se tilbage på en vellykket uge med masser af oplevelser fra alverdens spændende destinationer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt