
Bestanden af mårhunde stiger eksplosivt
24. februar 2018 - kl. 1:02 - af Henrik Christensen
De danske mårhunde får overraskende mange hvalpe. Et specialestudie fra Københavns Universitet kan få betydning for den fremtidige bekæmpelse af de invasive mårhunde.
Mårhunden er et relativt nyt dyr i Danmark. Før 1995 fandtes der kun én observation af arten, og i dag regner man med, at der er 2000-3000 mårhunde i Jylland. Et nyt studie har for første gang undersøgt mårhundenes reproduktion i Danmark.
Studiet af 92 livmødre (uterus) fra mårhunde på DTU Veterinærinstituttet viser bl.a., at den drægtige mårhund gennemsnitligt får 11 unger. Det betyder, at den invasive dyreart har en meget høj reproduktion. Dette i kombination med lav dødelighed, og at mårhunden allerede kan få unger, når den er ét år gammel, betyder, at tilvæksten i antallet af mårhunde stiger meget kraftigt.
”Det er vigtig viden, og vi kan bruge studiet til at underbygge vores anbefalinger i bekæmpelsen af mårhundene. På baggrund af denne undersøgelse er det vores anbefaling, at man skal bekæmpe mårhundene så intensivt som mulig i vinterhalvåret – før de bliver drægtige,” siger specialkonsulent i Miljøstyrelsen, Hans Erik Svart, og fortsætter: ”Når mårhundene reproducerer sig selv så hurtigt, så betyder det, at hvis man skyder 2 mårhunde i januar måned, så vil man ikke behøve at skulle bekæmpe 13 i maj måned for at holde bestanden nede.”
I Danmark betragtes mårhunden som et invasivt dyr. Det betyder, at den ikke har naturligt hjemme i den danske natur, og at den påvirker biodiversiteten i Danmark i negativ retning.
Her i landet findes mårhunden kun i Jylland. Bestanden er formentlig dels efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab og dels mårhunde, der er indvandret fra Tyskland til Danmark.
Mårhunden er kategoriseret som skadevoldende vildt. Dette betyder, at mårhunde kan skydes hele året på betingelse af, at bestemmelserne i Bekendtgørelse om vildtskader er overholdt. Alle må fange mårhund i en godkendt fælde, men kun jægere med jagttegn må skyde den.
Tekst tilrettet af Per Rye
(Kilde: Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk)
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bestanden af mårhunde stiger eksplosivt' til en bekendt