NT forenkler priser og billetter den 18. marts

NT forenkler priser og billetter den 18. marts

19. februar 2018 - kl. 15:49 - af

Den 18. marts indfører Nordjyllands Trafikselskab NT en stor omlægning af billet- og takstsystemet sammen med DSB, Arriva Tog og de øvrige trafikselskaber vest for Storebælt – Fynbus, Sydtrafik og Midttrafik.

Reformen skal gøre det enklere at gennemskue priserne i den kollektive trafik, så det fra den 18. marts og fremover bliver lettere at finde den billigste billet, når man skal ud at rejse.

Som det er nu, er det ikke altid lige nemt for de rejsende at finde rundt i de mange forskellige rabatter, zoner og billettyper, som findes inden for den kollektive trafik. Også logikken i nogle af priserne kan være svær at gennemskue. Det vil den nye reform lave om på, så priserne bliver mere forståelige.

NT påpeger, at der fremover vil være 2 tommelfingerregler, man som rejsende inden for Nordjylland skal huske på: Rejsekortet er altid den billigste løsning, med mindre man er pendler. Hvis man er pendler, er et pendlerkort eller et rejsekort med pendler kombi som udgangspunkt den bedste og billigste løsning.

Dyrere for nogle – billigere for andre
Efter den 18.marts vil nogle rejsende opleve billigere eller samme priser som i dag, mens det for andre rejsende bliver dyrere.

Avisen har haft kontakt til kunde- og salgschef i NT, Mette Henriksen, som forklarer, at hele reformen skal ses i sammenhæng med omlægning rundt i hele landet. Taksterne vil som udgangspunkt vedrøre alle rejser med tog og bus vest for Storebælt, som fremdeles lyder navnet Takst Vest.

Ændringerne betyder, at priserne på pendlerkort (herunder pendlerkort og rejsekort med pendler kombi) på 2-3 zoner falder, mens priserne på pendlerkort på 5-24 zoner stiger.

”Hvis du er pendler og benytter rejsekort, skal du være opmærksom på, at rabatsatserne ændres, så du maksimalt kan få op til 40 % rabat på det højeste rabattrin,” oplyser Mette Henriksen. Hun tilføjer, at det derfor kan være en fordel at lægge pendler kombi på rejsekortet eller købe et pendlerkort.

NT har hidtil haft en meget progressiv takstordning med 8 rabattrin. Disse reduceres til fremover kun at omfatte rabattrinnene 0, 1, 2 og 3.

Mette Henriksen forklarer, at modsat mange andre trafikselskaber, har NT altid benyttet sig af den progressive rabat – det vil sige jo højere rabat, jo mere man rejser. For at opnå en ensretning på tværs af selskaberne er antallet af rabattrin reduceret til 4, og for NT har det samtidig betydet en reduktion i mængderabatten for at opnå samme rabatsatser som de øvrige trafikselskaber.

I NT’s område er der ikke de grundlæggende udfordringer, som andre trafikselskaber og deres kunder har, som følge af usynlige og historisk betingede takstområder. Disse takstområder ophæves i Takst Vest ved, at man fra politisk hold accepterer en prisdifferentiering mellem bus og tog. Togrejser bliver dyrere end busrejser med undtagelse af rejser på lokalbaner, som bliver til bustakster.

”For NT har det været afgørende, at vi med overtagelsen af den regionale togdrift kan bevare muligheden for at anvende samme pris på bus- og tog, så derfor vil der ikke være forskel på prisen for en rejse med hhv. bus og tog i Nordjylland efter 18. marts,” fortsætter Mette Henriksen.

Pensionisters rabat reduceres
På et almindeligt rejsekort findes der 2 typer af rabat; kundetyperabat og mængderabat. Kundetyperabatten for pensionister reduceres fra 50 % til 33 %. Denne reduktion er indarbejdet for at opnå en ensretning af rabatten til pensionister, så pensionister opnår en rabat på ca. 50 % på rejsekort, som de også får på enkeltbilletter og pendlerkort.

Samtidig sker der en reduktion i mængderabatten for at sikre, at pendlerkortet er attraktivt allerede ved 38 rejser. Det betyder, at langt de fleste pensionister med rejsekort kommer til at betale mere for deres rejser, når de rejser i Nordjylland.

Også kunder med pendleradfærd, som i dag rejser på et almindeligt rejsekort, må påregne en stigning i prisen. Det skyldes, mængderabatten reduceres til 40 % som det højeste mod tidligere 49 %.

Mette Henriksen forklarer, at Takst Vest samlet set er provenuneutral for NT. Så nogle skal betale mere, mens andre opnår besparelser, men bundlinjen forbliver den samme.

Hele omlægningen skal ses i lyset af, at rigsrevisorerne tilbage i august 2015 udarbejdede en rapport om manglende gennemsigtighed i priserne inden for den kollektive trafik.

”Takst Vest er den største reform siden 1998 og en enorm stor øvelse for alle parter. Vi har i Takst Vest arbejdet hen imod en forenkling og harmonisering og samtidig lyttet til erfaringerne fra Takst Sjælland og dermed prøvet at undgå ”børnesygdomme” fra de første erfaringer øst for Storebælt,” siger Mette Henriksen.

Men, men…. – fra Frederikshavn til København
Men! Vil man f.eks. en tur til København med DSB, træder der andre regler og takster i kraft. Så snart der er tale om en rejse, der strækker sig over flere takstområder, så fastsættes taksterne af DSB, og billetten skal købes hos DSB. Sådan har det altid været.

”Et af hovedprincipperne i Takst Vest er, at du som kunde altid kan regne med, at rejsekort er billigst eller samme pris som en enkeltbillet, men trafikselskaberne har stadig mulighed for at lave kommercielle kampagnebilletter såsom DSB orange. Derfor er det altid en god ide at tjekke, om der er kampagnebilletter, inden du rejser,” lyder opfordringen.

Men altså: vil man rejse fra Skagen til Hobro – og holder sig inden for Nordjylland – vil priserne fremover være helt ens, uanset om man er med bus og/eller tog, da NT allerede har overtaget det meste af den kollektive trafik.

Fakta:
Ønsker man nærmere oplysninger, kan man kontakte NT på tlf. 99341111 eller NT’s kundeservice på tlf. 98111111. Man kan også benytte www.nordjyllandstrafikselskab.dk, hvor det bl.a. også er muligt at læse nærmere om udskiftning af periodekort med udgangen af februar måned samt i det hele taget få yderligere information om alle ændringerne. Her kan der også linkes direkte til Rejseplanen.

Hvis man benytter rejsekort i Nordjylland og er på rabattrin 5, 6 eller 7, vil det sandsynligvis være billigere at skifte til rejsekort personligt med pendler kombi eller til et pendlerkort. Hvis man allerede har et rejsekort personligt, kan man selv lægge en pendlerstrækning på via selvbetjeningen på rejsekort.dk. Øvrige kort bestilles på rejsekort.dk

NT har udarbejdet en oversigt over billetter og priser inden for Takst Vest. Dette link kan benyttes:
https://www.nordjyllandstrafikselskab.dk/Billetter—priser/Takst-Vest og https://www.nordjyllandstrafikselskab.dk/media/div_dokumenter/priser_tv_web_02.02.2018.pdf

Tekst af Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'NT forenkler priser og billetter den 18. marts' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER