
Er der ting du ikke kan finde, så ring til Inge
16. februar 2018 - kl. 0:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når man er så uheldig at tabe sine dyre briller under træfældning og beskæring af læhegn, er det heldigt, at der findes en dygtig hund i nærheden.
Will Petersen fra Ørhedevej troede ikke meget på, at de tabte briller ville blive fundet, da de lå utilgængelig under meget væltet træ og grene, og på daværende tidspunkt havde været forsvundet i 2 døgn.
Men det kunne den 3-årige schæfer tæve Inge da nemt klare. Hunden går sammen med sin ejer Ann Larsen til træning på Grønhedevej i Sæby, hvor også politiets hunde træner, og Inge har fundet mange ting, lige fra mobiltlf., høreapparater, nøgler og altså også briller. Det tog hende bare 5 min., så var de fundet.
Ann Larsen kom i kontakt med Will via en fælles bekendt, og de blev enige om, at give det en chance. ”Jeg afsøgte langs læhegnet i line, så Inge kunne bruge vinden, og bingo inde midt i kvas og krat under massevis af grene lå brillerne helt uskadte”, fortæller Ann.
Det eneste hun aldrig har fundet er en forsvunden drone, men den kan jo være fløjet langt omkring, før den er styrtet.
Så taber du også ting så lyder Ann og Inges motto:
”Er der ting du ikke kan finde, så ring til Inge”.
Ann er instruktør og hundefører hos Hundeførerforeningen Vendsyssel på Grønhedevej i Sæby, og man kan evt. kontakte hende på tlf. 2296 4824, hvis man har lignende problemer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Er der ting du ikke kan finde, så ring til Inge' til en bekendt