
7 nye P-pladser etableres på Torvet i Sæby
15. februar 2018 - kl. 14:40 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Kommune er nu gået i gang med at etablere nye parkeringspladser på Torvet i Sæby. Det sker bl.a. efter ønske fra Sæby Handelsstandsforening.
I alt bliver der tale om 7 P-pladser med skråparkering i retning over mod Nordjyske Bank. Teknisk assistent ved Frederikshavn Kommunes vejafdeling, Morten Mendrup, oplyser til Sæby Avis, at der vil blive adgang via den nuværende indkørsel til Torvet fra Grønnegade. For at skabe videre adgang til skråparkeringen fjernes et par af de nu opstillede grønne ”pullerter”, ligesom det bliver nødvendigt at sløjfe et par af de nuværende P-pladser.
I alt tyder dette på, at der netto vil kunne etableres ca. 5 nye parkeringspladser. De nye P-pladser markeres med store stålsøm, boret ned i flisebelægningen på Torvet.
Udkørsel over Torvet mod Krystalgade
Kørsel ud fra de nye skråparkeringspladser vil ske langs med springvandet på Torvet og langs rondellen lige før Matas ud til Krystalgade.
Morten Mendrup fortæller videre, at man fra kommunal side lige nu er i færd med at finde den mest hensigtsmæssige måde at skilte på, så der også sikres bedst mulig adgang for indkørsel og udkørsel i forbindelse med etableringen af de nye P-pladser. Han forventer, projekteringen er endelig afsluttet inden for et par uger.
Morten Mendrup og formanden for Sæby Handelsstandsforening, Hans Ole Kalhøj, forklarer begge, at der er tale om en forsøgsperiode på 2 år. De nye P-pladser anvendes kun på ”hverdage” uden for sommer- og juleperioderne og uden for dage med særlige arrangementer som fx ”Open by Night”. I disse perioder lukkes der af for muligheden for at benytte den nye skråparkering på Torvet.
Hans Ole Kalhøj håber og forventer, at forsøget kan bidrage til, at flere biler kan give mere liv på Torvet.
Omfattet af centerlokalplan
Frederikshavn Kommune har tidligere noteret sig, at butikkerne tilskriver parkeringspladser på Torvet stor værdi med stor betydning for handlen, da kulturen er blevet sådan, at man vil køre helt til døren.
Sæby Handelsstandsforening søger derfor om, at bilerne kommer tilbage på Torvet – altså at parkering genindføres på Torvet uden for sommer- og julesæsonen. Sagen var til behandling i Teknisk Udvalg i starten af september i fjor.
Sæby Torv er omfattet af en centerlokalplan, hvoraf det fremgår, at antallet af parkeringspladser kan udvides i takt med det udvidede behov, og at der etableres tilkørselsmuligheder mellem de enkelte dele af bykernen og forskellige parkeringspladser. Desuden fremgår det af skitser i lokalplanens redegørelse, at der ved udarbejdelse af lokalplanen er tænkt, at dele af Torvet skal anvendes til parkeringspladser. Der er ikke beskrevet anvendelsesbestemmelser for Torvet i centerplanen.
Teknisk Udvalg noterer sig forud for mødet i september, at idéen om ekstra parkeringspladser er fra Sæby Handelsstandsforening, og det vil kun være i perioden uden for sommer- og julesæsonen, at bilerne ønskes tilbage på Torvet.
Torvet skal grundlæggende have samme form og udseende som i dag, men der vil kun være plads til omkring 11 båse, som kalkulen var dengang, som vender imod Vestergade. Båsene afmærkes med markeringssøm i rustfrit stål. Herudover skal der etableres steler for at styre bilisternes adfærd. Park & Vej har kalkuleret prisen til at være ca. 65.000,00 kr.+ moms.
Link til artikel i Sæby Avis, hvor planerne om flere P-pladser er sat til behandling i Teknisk Udvalg den 4. september 2017:
https://saebyavis.dk/2017/08/31/fremtidig-parkering-paa-torvet-i-saeby-til-politisk-debat/
Tekst af Per Rye
3 kommentarer til “7 nye P-pladser etableres på Torvet i Sæby” under annoncerne.
Nu er det længe siden Sæby kommune blev nedlagt ?
Ja, se det har du helt ret i 🙂
Jamen det er da flot!
Vi etablerer 7 parkeringspladser på Torvet. For at komme til disse skal 2 af de nuværende nedlægges, altså 5 nye p-pladser på Torvet. Pris ca. kr. 60.000,- + moms
Og så skal de ikke benyttes i de perioder hvor der virkelig kunne være mest brug for dem.
Jamen det er da flot!