Opfordrer til beslutning og ro om haltilskudsmodel

Opfordrer til beslutning og ro om haltilskudsmodel

3. februar 2018 - kl. 0:59 - af

På mødet den 12. oktober i fjor besluttede det tidligere Kultur- og Fritidsudvalg at sende forslag til ny haltilskudsmodel i høring hos selvejende institutioner samt paraplyorganisationer på fritidsområdet.

På baggrund af de indkomne kommentarer drøftede samme udvalg på dets møde i starten af december atter sagen.

Af mødereferatet fremgår det, at udvalget da principgodkendte en ny haltilskudsmodel baseret på ”det beskrevne formål og de fastsatte grundsten”. Udvalget tilkendegav samtidig, at man ønsker nye beregninger på ydelser til lån med en vægtning på 100 % til gamle lån og en vægtning på 80 % til nye lån samt en ny beregning på vægtningen mellem tørhaller og vådhaller (altså typisk idrætshaller og svømmehaller, red.). Udvalget ønsker endvidere, at muligheden for at lave sammenlignelige data på de kommunale haller undersøges.

Ved årsskiftet kom et nyt politisk udvalg for Kultur- og Fritidsområdet til med Anders Broholm (V) som ny formand. I udvalget har tillige Bjarne Kvist (A), Asger Møller Mortensen (V), Bjarke Dyhr Lynnerup (A), Ole Rørbæk Jensen (A), Brian Kjær (A) og June Menne (A) sæde.

På udvalgets møde forleden var haltilskudmodellen på ny sat på dagsordenen. En arbejdsgruppe introducerede ved denne lejlighed udvalget for haltilskudsmodellen med tilhørende økonomiske beregninger.

Beslutningen i udvalget lød: ”Drøftet, sagen genoptages på kommende møde.”

Gennemsigtighed, harmonisering og ensartethed
Det har affødt en kommentar fra centerleder Lars K. Nielsen ved den selvejende institution Sæby Fritids- og Idrætscenter.

Denne har fuld forståelse for, at sagen skal belyses grundigt og behandles på så sagligt et grundlag som muligt, men han beklager, at Kultur- og Fritidsudvalget igen udskyder en endelig afgørelse.

”Vi ønsker selvfølgelig gennemsigtighed i modellen, men samtidig er der i høj grad også brug for, at der kommer harmonisering og ensartethed med ind i ligningen,” fastslår Lars K. Nielsen, der bakkes op af sin bestyrelse.

”Siden storkommunen blev en realitet, har der været diskuteret modeller for tilskud til kommunens idræts- og fritidshaller, uden at der er sket større ændringer. Jeg vil derfor indtrængende opfordre politikerne til hurtigst muligt at træffe en beslutning, så alle modtagere af tilskud præcist ved, hvad de kan påregne at få,” udtaler Lars K. Nielsen, der ikke kan sige sig fri for at være en smule ængstelig for, at hele debatten blusser op på ny og medfører, at den politiske behandling starter helt forfra.

Han synes, det er ærgerligt, at sagen igen og igen skal skubbes, uden at der kommer nogen endelig beslutning – ikke mindst set i lyset af, at det forrige Kultur- og Fritidsudvalg har principgodkendt en ny model for tilskud.

En beslutning er nødvendig nu
”Lad mig sige det sådan: bare politikerne nu vil rydde op og få truffet en beslutning, så alle haller i hele kommunen ved, hvad de har at rette sig efter, så man kan opstille de korrekte økonomiske kalkuler og budgetter,” lyder det.

Lars K. Nielsen ønsker ikke at forholde sig til, om andre haller med den nye model får mere eller mindre i tilskud. Han glæder sig over, at der er udsigt til, at Sæby Fritids- og Idrætscenter står til fremover at modtage et højere beløb end nu til drift og idrætsfaciliteter.

”Mange af vores foreninger har ventelister, og det vil være os en stor glæde, hvis vi med flere midler kan servicere brugere endnu bedre. Vi vil gerne være et samlingssted med tidssvarende rammer. Det har været noget vanskeligt, når man indtil nu har benyttet en ”skæv” udregningsmodel,” hedder det i kommentaren.

Opgør med hidtidig praksis
Af kommunens notat og haltilskud fremgår det, at det nye forslag, som er til debat i øjeblikket, tager et opgør med den hidtidige tilskudspraksis, hvor de selvejende haller årligt har modtaget et driftstilskud baseret på, hvad de historisk har modtaget i de gamle kommuner fra før kommunesammenlægningen.

Det påpeges, at der således ikke har været gennemsigtighed i forhold til, hvad de enkelte haller modtager i tilskud, og der er ikke fastsat incitamenter, der kan tilskynde til øget aktivitetsniveau og/eller indbyde de selvejende haller til at igangsætte særlige indsatser og initiativer. Samtidig har der været forskellige praksisser af haller i de gamle kommuner.

Hvor man i gl. Skagen Kommune og gl. Sæby Kommune har etableret haller med status som selvejende, så har man i gl. Frederikshavn Kommune i overvejende grad etableret kommunale haller. Denne forskellighed har medført en ulighed i betaling for foreningers brug af hallerne på grund af den gældende tilskudsordning for foreninger. I praksis har det bl.a. betydet, at foreninger med voksne medlemmer over 25 år har betalt fuld timepris i selvejende haller, mens en tilsvarende forening med identisk sammensætning af medlemmer i en kommunal hal har betalt et timegebyr på 60 kr.

Udjævning af uligheder
Med forslaget til en ny model for haltilskud ses disse primære udfordringer: Hvordan kan Frederikshavn Kommune sikre et mere gennemsigtigt og ensartet grundlag for udbetaling af driftstilskud til de selvejende haller i kommunen, og hvordan sikres en udjævning af ulighederne i foreningers brug af haller?

Den ny model må ikke medføre en forøgelse af den kommunale udgift til området, men skal heller ikke indeholde besparelsesforslag. Der skal arbejdes ud far et ”nul-sums”-princip, hvor modellen er udgiftsneutral. Modellen skal sikre, at der fortsat gives til dækning af de nødvendige udgifter til hallernes drift. Man vil operere med et grundtilskud, et aktivitetstilskud samt et politisk prioriteret beløb.

Grundtilskuddet er sammensat af antal kvadratmeter, halvgulv samt ydelser på lån. Aktivitetstilskuddet vedrører køb af timer i en hal, og det politiske beløb giver Kultur- og Fritidsudvalget mulighed for at disponere og sikre en omfordeling af midlerne i hallerne, så der kan sikres en harmonisering af tilskuddet.

Tekst af Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Opfordrer til beslutning og ro om haltilskudsmodel' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER